Men nu begynder virkeligheden at krybe ind på én. Søndag forsøgte jeg at souvenir-shoppe – jeg købte én hat – til mig selv. Men alligevel… Det er en lidt underlig følelse – det må være næste trin i processen, den der lidt tomme fornemmelse, når man anerkender at vi nærmer os enden. Eller er det bare mig der sidder og bliver pre-sentimental inden der overhovedet er noget at blive sentimental over..? Anyways – vi regner da i hvert fald med at tage afsked med Victoria med manér. På fredag holder vi fest i min lejlighed – forhåbentlig bliver det en af den slags fester, hvor man ikke får sit depositum tilbage. Ikke fordi vi har betalt depositum, men alligevel – det er målet :) 70 mennesker inviteret, men vi bliver vist kun omkring halvdelen grundet starten på eksamenssæsonen, hvilket i og for sig er godt nok taget lejlighedens størrelse i betragtning. Vi tager lidt chancen, man burde underskrive en eller anden form, men deres sanktionsmuligheder er ligesom ret begrænsede – “I kan ikke bo i cluster næste år” – nej det var ærgeligt. Ikke fordi vi forventer den vildeste abe-fest, vi er jo voksne mennesker :)

Lørdag holder vi julefrokost i Jørgen og Vegars lejlighed – en lidt mere eksklusiv flok, men der skal også laves god gammeldags dansk/svensk/norsk julebord til alle så det er meget rart. Det bliver sjovt at vise englænderne, et par australiere og en canadier hvordan vi fejrer jul i Skandinavien. Sild, snaps, frikadeller, hønsesalat, laks, ost og tonsvis af øl – det skal nok blive en værdig afslutning på fantastiske 4 måneder. Helt hvordan vi får koordineret det hele ved jeg ikke, vi plejer jo at bestille maden, men det kommer nok lørdag eftermiddag. Pakkeleg og beer-pong skal vi også ha’…

Søndag til at sove tømmermændende ud og pakke – hvornår jeg får shoppet det sidste ved jeg ikke helt – men så er vi på vej til Whistler sometime mandag formiddag! Og det skal I nok høre meget mere om. Swush, swush….

På den ene side bliver det lidt trist at skulle hjem – der sker så meget herovre hele tiden, mennesker, arrangementer – 24-7. På den anden side, og det lyder nok lidt underligt, er det netop også hvad, det bliver rart at komme væk fra. At komme hjem til rutinen og folk man kender. At slappe lidt af og ikke behøve at tænke over noget som helst. Græsset er altid grønnere på den anden side I guess

Efter lidt besvær og møje ankom vi til vores hotel turned hostel. Det lå i hotel-kvarteret sammen med pacific inn, best western, travellers inn og hvad de ellers har her i Nordamerika. I stedet for at kontinuerligt reparere hotellet lignede det at de havde bøjet sig for konkurrenterne, accepteret deres standard var under deres og derfor udleje værelser til hostel-priser i stedet. Fint for os – vi fik et kæmpe hotelværelse i fineste stand for 65$… 

Efter at have sovet 1½ time gik vi op til The Space Needle, der lå lige bag hotellet og tog deres ene mono-rail, der går netop fra nålen til downtown. Meget praktisk lige for os, men mere en turistattraktion end egentlig transport især fordi turen minder om noget fra Gotham City – Batman I ved, og ikke dækker mere end hvad på gå-fod ville tage 20 min…

Vi mødtes med Nadine udenfor Pike Market – turistfælde med skjulte perler(vi fandt dog ikke rigtig nogen), fiskemarked og restauranter. Sidstnævnte prøvede vi af og fik et super måltid med udsigt til vandet og den travle havn. Ingen promenade og rengjort lystbådehavn her i stedet masser af containerskibe og andre handelsbåde. Men vi fik set dem kaste med fisk og vi fik kigget på lokal kunst, som de turister vi var

Derefter stod den på shopping. Regnen stod ned – det gjorde den så fra vi ankom til vi tog afsted igen – men det var jo også lige som vi havde forventet det. Vi havde fået at vide, at det regner 8 måneder om året i Seattle, så det var lige før vi ville være blevet skuffede, hvis ikke det havde regnet… Det kunne vel i og for sig have været en lidt trist dag, men om det var fordi vi var overtrætte fra turen eller fordi vi var høje på Hawaii ved jeg ikke, men vi havde i hvert fald en ganske underholdende dag. Ole fik kigget på gadgets, vi fik kigget på sko og vi fik shoppet lidt – faktisk ret meget i forhold til, hvor relativ kort tid vi var der. Min mission var at finde et par nye sko – mine gamle kina-puma var døden nær og hvis ikke drivvåde kolde fødder er en god undskyldning for at købe et par nye sko nu og her – hvad er så? Så det gjorde jeg

Vi holdt en velfortjent pause med irish coffee og et par øl inden vi mødtes med de andre for at spise aftensmad. Vi havde forhørt os rundt omkring, hvor det var godt at spise, vi kiggede et par steder og endte med at gå på Taphouse eller sådan. Over 150 øl fra hele verden på fad – og stedet så var hyggeligt så hvorfor ikke Vi havde en meget hyggelige middag, god mad og god øl – og endnu engang en god afslutning på vores tur. Efter middagen virkede de andre endda mere trætte end os, så vi gik alle hjem og sov – velfortjent vil jeg nu også sige.

Næste morgen tog vi et par hurtige billeder af nålen – vi kom aldrig op i den, det burde man måske, men det må blive næste gang og så gik vi ellers den relative korte tur til Lake Union, der ligger midt i byen, hvorfra vores vandfly hjem til Victoria gik. Igen en meget smuk tur – tåge over øerne, men jeg må indrømme, at det da blev til en lille lur undervejs… 9 dages fest, glade mennesker, sol, eventyr og shopping er jo ikke ren afslapning – selvom det er på Hawaii

Vi besluttede os for at køre mod syd og så den vej rundt om øen, som i kan se på kortet ligger Honolulu sydvest, så vi kørte sydpå og så op af østkysten for at opleve noget af denne fantastisk natur vi havde hørt så meget om. Efter at have set nogle utrolige blowholes (huler i midten a klipper, som vandet laver nedenfra og som giver samme effekt som en hvals blowhole når bølgerne rammer kysten) i klipperne langs kysten, fortsatte vi mod vores første destination Kailua Bay, som skulle have en af verdens 4 flotteste strande.
Stranden skuffede ikke kan jeg roligt sige, da den er forholdsvis svær at komme ud til og ligger gemt bag nogle kæmpe sommerhuse i Kailua Bay, var der ikke særlig mange mennesker på den. På denne strand begynder revet først flere hundrede meter ude i vandet og der er derfor perfekt strandbund hele vejen ud til de to øer der kan ses i horisonten på billedet.

Vi nød stranden og vandet lidt over en time og fortsatte så vores roadtrip videre op af vestkysten, hvor vi blandt andet kørte forbi det sted hvor Jurassic Park er optaget. Da vi nåede Northshore som vi jo havde været på tidligere i vores ferie kørte, vi en smule ind i landet for at nå til vores næste destination Waimea Valley national park, som også kan ses på kortet. Her gik vi en lille tur op igennem dalen indtil vi nåede et vandfald i slutningen af dalen, hvor man kunne svømme, under strengt opsyn af to livvagter, som man først skulle op og tale med for at få alle de reglerne og advarslerne, der skulle beskytte parken mod sagsøgning. Selve vandfaldet var dog fantastisk og det er noget af en fornemmelse at få flere ton vand i hovedet fra flere meters højde, i en lille tropisk lagune.

Da vi havde nydt parken fortsatte vi til en lille by hvor vi fik noget fantastisk mad og nød udsigten og solnedgangen, inden vi til sidst kørte mod lufthavnen for at nå vores aftenfly mod Seattle. Alt i alt en megen værdi afslutning på en fantastisk ferie.

Hvor kom jeg til – jo søndag morgen. Lørdag aftens eskapader der endte med henholdsvis barfodet dans på disko og fodbold på stranden, ingen af delene særlig godt for vores i forvejen lemlæstede fødder, medvirkede at vi ikke kom op til den ellers complimentary tur til Pearl Harbour. Truth be told, så havde Ole allerede meldt fra, at det ikke var en prioritet – “det er jo bare en militærbase med en minde plague og palmer omkring”. Inden lørdagen havde jeg haft seriøse intentioner om at tage afsted, men må nok indrømme at tømmermænd og en bustur tidligt om morgenen ikke passede godt sammen. Jeg så de andres billeder og ingen var vildt opstemte over det, så vores prioritering var vist helt udemærket.

I stedet sov vi længe, spiste frokost og gik på stranden og slappede lidt af med sæson 1 af Dexter:) Senere på eftermiddagen mødtes Ole og jeg med Nadine, samt Kiran og Victoria og besluttede at gå et stykke hen af stranden, hvor der ved solnedgang skulle være et polynesisk danseshow – det vi andre kalder hula hula dans Endnu engang Nadines idé – jeg ved ikke hvor hun får det fra… Det var meget fint – børn, piger og en enkelt fyr i de helt traditionelle udklædninger med kranse af blade om halsen og fødderne og live musik med trommer, guitar og sang.

Efter 45 min følte vi lidt, at så havde vi set det og sulten (og måske ligeså meget tørsten) var begyndt at melde sig. Receptionisten Mike fra hostellet havde den første aften fortalt os om en mexicansk restaurant – åbentbart den eneste i byen – Senor Frogs. Det var alt i alt en børnerestaurant for voksne – vi fik ballonhatte, farverige drinks, serveringspersonalet dansede og hældte shots i os -Calella møder børnefødselsdag helt sikkert et underholdende koncept.

Og sidst men ikke mindst – de serverede drinks i palmer… Introducing the Palm Penis!

For nogen af os sluttede aftenen af med en kort tur på en reggae bar, der kun spillede dårlig hip-hop… De er generelt meget glade for hip-hop både i Canada og US – alle radiokanaler: hip-hop :S

Mandag morgen besluttede vi os for at tage til Hanauma Bay. Det var en af de ting der var højest på vores must-do liste.

Hanauma Bay er en naturpark ca. 15 min kørsel fra Honolulu og grundet bugtens status som naturpark skulle vi da også se en meget informativ pædagogisk video, hvor korallerne og fiskene sang at man nok måtte se men ikke røre. Ufrivilligt underholdende Uendeligt mange selskaber lavede ture derud, så vi tog den første den bedste. Det inkluderede snorkler, goggles og svømmefødder delt ud af vores meget specielle asiatiske chauffør under kommentarer som “yo sista.. yo bro” og “sit tight and call ur family” eller “sorry i’m so slow”… sure was entertaining…

Hanauma Bay var fantastisk. Vi gik et stykke hen ad stranden, hvor vi på det udleverede kort fra 1985 havde læst, at der var skildpadder i håbet om, at de stadig var der, og ikke havde besluttet at flyttet sig til den anden side af bugten

Vi snorklede nok en 1½ times tid og så rigtig mange fantastiske fisk – heriblandt hele crewet fra Finding Nemo, undtagen Nemo, men han var jo også forsvundet og Marlin var ude at lede efter ham… Der var meget lavvandet et godt stykke ud så man kom meget tæt på fiskene, der i og for sig var ret ligeglade om vi var der. Efter 45 min eller sådan så vi den første skildpadde – Crush himself! Ca. 75cm til en meter i længden med meget tydelige markeringer især på hovedet og store øjne, og så svømmede han (eller hun - kan du bestemme en skildpaddes køn?!) ellers astadigt rundt og spiste af revet. Vi fulgte efter i et stykke tid, drev med strømmen som skildpadden gjorde og kom nogle gange så tæt på, når den svømmede til overfladen for at ånde, at vi bare kunne have strakt hånden ud og rørt ved den.

Men det måtte man jo ikke Og man havde heller ikke lyst til at forstyrre den, så rolig og tillidsfuld den var. Efterfølgende så vi yderligere to skildpadder – og så var jeg glad. Svømmet med skildpadder – tjek. Og endda så tæt at jeg kunne mærke vandet blive skubbet fra dens luffe. Nu mangler jeg bare delfiner

Om aftenen efter vi havde spist samledes vi en flok på hostellet drak et par øl og gik derefter på bar/club. Et par danske piger vi havde mødt på hostellet om lørdagen, var på udveksling i Honolulu et semester og fortalte at Red Lion var the place to be en mandag aften – så der var vi. Det var medarbejderne samt de danske piger også – de var i øvrigt en manifestation af blond handelsskole dåse på godt og ondt… Mandag aften var “billig øl aften”; en lille “personal size” kande øl til 3$, så blir det ikke bedre. Aftenen udviklede sig til at blive rigtig underholdende – hip hop igen men i det mindste main-stream og med et par kander øl i blodet helt udemærket at danse til - Superman-dans og “Party like a lobster” (de siger “rock star” men så kan man jo ikke lave krabbekløer med hænderne:)) Meget underholdende især når lille blonde Nadine støder ind i en kæmpe sort mand dobbelt så stor som hende. Først bliver hun faktisk forskrækket for derefter at bryde sammen af grin og ende med at danse med manden – gotta love it

Tirsdag var vi naturligt nok lidt smadrede grundet nattens eskapader så det blev til en eftermiddag på stranden eller rettere sagt i vandet for vi lejede surfboards på hostellet. Ole, der ellers havde pralet lidt om sine 1½ måneders træning i Californien skulle lige vende sig til at befinde sig på et board igen, men så fik vi ellers også padlet lidt, surfet lidt, men mest af alt solet os på vandet. Jeg kunne godt mærke, at jeg havde lidt mere styr på det end første gang, men kom dog ikke helt så meget op at stå som jeg gerne ville. Vi havde også bevæget os længere ud, hvor bølgerne var større og dermed sværere at fange. Stadig underholdende, men jeg må da indrømme, at jeg bliver nødt til at prøve det igen – måske når vi besøger vores aussie venner engang – for jeg havde ikke nok styr på det til virkelig at kunne nyde det. Fik kun kilder i maven to gange

Om aftenen mødtes vi med de andre og gik allesammen ud at spise – på the cheesecake factory.

Selvfølgelig var cheesecaken fantastisk – lemon cheesecake med raspberry coulis – men resten af måltidet var også super. Alt i alt var maden på Hawaii rigtig god og ikke overvældende dyr ift kvaliteten og taget i betragtning, at det er en ferieby vi var i. Veltilberedt fisk i alverdens udformninger; den bliver ikke mere frisk – og ikke bedre. 

Efter middagen gik Kiran, Vic, Nadine og jeg ud og shoppede lidt – turist-fælde marked og lokale forretninger for souvenirs og gaver samt en enkelt kjole fra en tøjbutik blev det også til – ups

Fantastisk morgen – sol på palmen udenfor vores vindue, duften af tropeø og et køligt værelse pga. vores enorme ceilingfan. Nogle problemer i paradis? Vi vågner kl. 9 pga. en meget larmende skraldevogn, der tydeligvis bruger selve motoren for at løfte spandene op. Men helt ærligt – det var vores største problem:)

Nadine var på et tidspunkt faldet i snak med en gut på hostellet – han fortalte om en surf-konkurrence på nordkysten, og det var helt sikkert noget vi havde lyst til. Problemet er at sådan en afhænger af bølgerne og de første par dage havde der ikke været nogen, og derfor ingen konkurrence. Men det var der fredag, da vi ringede til deres automatiske telefonsvarer, så derfor var det fredagens plan. På den ene side var det lidt ærgeligt, at det var fredag, da de andre ville ankomme om aftenen, men på den anden side var det super heldigt, da vi kun havde betalt for tre nætters overnatning på vores hostel – uden nogen egentlig grund – spooky, som om vi vidste at ville noget fredag. Men det betød at vi havde frie tøljer og besluttede derfor at blive en dag på the North Shore, hvilket egentlig gjorde alting meget afslappet, da hostellet deroppe havde en gratis shuttleservice frem og tilbage til Honolulu. Hostellet var meget afslappet, en helt anden stil en storby-modellen, hvilket selvfølgelig passede med omgivelserne. Nadine fik en seng i en cabin længere nede af vejen mens vi boede øverst i en gammel træ-surfer hytte, meget autentisk på den udelukkende gode måde. 

Tempoet var helt anderledes afslappet – chilling – og naturen mere vild og ikke så fyldt med mennesker, præcis som man ser på postkort

Vi lejede tre gamle cykler fra hostellet 5$ hver og de var heller ikke mere værd. Min var tydeligvis sammensat af to forskellige cykler med et meget lille bagdæk, men den kommanderede da en vis street-respect…. synes jeg i hvert fald… Og så begav vi os ellers op af kysten forbi den ene fantastiske strand efter den anden, indtil vi kom til sunset beach. Her var der bølger og surfere – the excel pro surfcontest. Surferne var lidt for langt ude til, at vi kunne se detaljer, men imponerende var det i hvert fald – næsten ligesom mig dagen før :p Vi nød eftermiddagen skiftevis liggende på stranden, blive kastet omkuld i bølgerne og se på surfere. Især bølgerne havde vi meget sjov med – også efter konkurrencen, hvor vi tog en ordentlig omgang af at blive kastet rundt og samle sand i bukser og bikini. Fantastisk – det gør ligesom strandoplevelsen lidt mere underholdende, når man ikke er typen til at ligge og stege i flere timer. I stedet udnyttede vi muligheden og tog nogle rigtige bounty-strand billeder med overhængende palmer -og selvfølgelig solnedgang på sunset beach.

På vejen hjem var det ved at være mørkt. Vi havde ikke rigtig tænkt over hvad vi ville gøre med aftensmad, for den nærmeste by var Haweima – ca 15 min m bus. Som kaldet cyklede vi forbi hvad mest lignede en stor pølsevogn med nogle borde og fakler udenfor. Men det duftede fantastisk og så blev vi jo nysgerrige. Og det var super: frisk ahi-tun, rejer, kylling og hvad man ellers havde lyst til grillet til perfektion. En tur forbi supermarkedet på vej hjem for at hente en kasse øl og nogle muffins til dessert og så nød vi ellers resten af aftenen på vores terrasse med havet som baggrundsmusik samt besøg af en skæv polak turned american, der var livredder og ledte efter Chris(?!) fordi han var fyren, der kunne hooke en up… sikkert meget rar, i hvert fald snakkesagelig – når man forstod hvad han sagde anyways…

Næste morgen stod vi lidt ekstra tidligt op, fordi vi ville cykle ned til Waimea Beach 5 min fra hostellet inden vi skulle hjem med shuttlen.

Der var perioder med byger og sol, men når temperaturen stadig er over 25$ gør det nu ikke den store forskel. Vi sad og nød havet lidt og kiggede på de lokale bodysurfe inden vi blev fristede og forsøgte selv.

Enorme shore-breaks gjorde det ret underholdende og med lidt træning – som de lokale havde – kunne det godt lade sig gøre. For vores vedkommende var det vist mere at blive kastet rundt i bølgerne og tage halvdelen af Waimea Beach med hjem i bukser, bikini og hår. I det mindste havde vi tid til at skifte inden vi skulle sidde i shuttlen hjem

Hjemme i Honolulu stødte vi nærmest med det samme ind i Richard, der fortalte hvor de andre var på stranden, så vi slæbte de complimentary bodyboards og snorkling udstyr med ned til stranden, hvor vi tilbragte et par timer. Bodyboarding var ikke helt så underholdende som jeg havde troet – bølgerne var heller ikke særlig store. Men man kan ikke rigtig klage når man bare ligger og plasker lidt rundt i vandet og nyder udsigten ned af bugten.

Eftermiddagen stod på barbeque og “beer-pong” på hostellet. Beer-pong: man stiller 2x 9 plastikkrus op i en trekant i hver ende af et bord, hælder øl i og forsøger så at ramme i modstandernes krus med en bordtennisbold, hvorefter de så skal drikke indholdet af det krus man rammer. Der var flere regler, men generelt går det ud på at fjerne alle modstandernes krus - utroligt underholdende og man blir utrolig fuld

At flere af de andre gik tidligt i seng og ikke var specielt vågne dagen efter er et bevis derpå.  

Turen startede tirsdag d. 7. november kl. 2.30, hvor vi tog et vandfly fra Victoria Inner Harbour til Seattle. 10 mennesker ind i et lille en-propels vandfly og så ellers afsted med smuk udsigt ud over San Juan Islands og Juan De Fuca strædet på vej til Seattle. Der var flere grunde til vi valgte at tage et vandfly: 1) det bliver man nødt til at prøve, og det er meget anderledes end at flyve med normale rutefly – det er blandt andet sindssygt larmende og man føler ikke, der er meget der skiller en fra luften udenfor og vandet 2 km nedenfor! 2) vores fly afgik fra Seattle 5.20 pm så hvis vi skulle have været med færgen, der afgår en gang hver eftermiddag havde vi misset timer både mandag og tirsdag og skulle ydermere have tilbragt en nat i Seattle. Alt i alt gode argumenter for at bruge lidt ekstra penge på noget, der i og for sig var sjovt

Flyet afgik 2.30 – en times flyvetid + max en halv times kørsel til Seattle International Airport, så vi havde checket in og printet bookingsedler ud hjemmefra. Vi syntes vi havde tid nok, men da vi inden afgang spurgte piloten om vi skulle tage deres shuttle eller bestille en taxa – som han gør over radioen inden vi ankommer – grinede han af os og spurgte om vi forventede at nå det fly med Seattles myldretrafik! Vi blev da lidt bekymrede over at han syntes vi havde så travlt, når vi egentlig synes, der var tid nok, men det vidste sig i enden at der var masser af tid – endda nok til et måltid i lufthavnen. Alle var meget venlige – lod os komme først af flyet og igennem tolden, og det i øvrigt meget personlige lille flyselskab vi fløj med, arrangerede det faktisk sådan at vi kunne tage deres shuttle direkte til lufthavnen, da vi kom af flyet. Shuttlen var ydermere næsten complementary – dvs. chaufføren skulle kun have 5 $ for turen. 2 meget venlige amerikanere med humor! delte shuttlen med os, og da vi opdagede vi kun havde 20 CAD som chaufføren ellers så meget ivrig ud efter at få, “lånte” de os 5 $ for som Ole sagde “vi betaler næste gang.”

Vi mødtes i lufthavnen med Nadine(den schweiziske pige vi mødte første gang i Vancouver og som bor hos nordmændene her i Victoria.) Selve de 6 timers flyvetur gik forbløffende hurtigt – vi delte række med en meget snakkesagelig ældre amerikansk dame, der boede i Honolulu og hun underholdte os mere eller mindre hele vejen. Vi ankom til lufthavnen, ville fange en taxa og får så en 80er limousine som taxa. Velkommen til Hawaii

Efter at være ankommet til vores udemærkede hostel – The Polynesian Beach Club – to blokke fra Waikiki Beach begav vi os ud for at finde noget at spise, for det var ikke noget flyselskabet anså for almindelig service. Høretelefoner for at se filmen kostede penge! Det eneste der var åbent der kl 11.30 om aftenen, da vi var klar til at gå ud – var dineren Dennys. Det eneste jeg kan sige er; tjek, så er det også prøvet. Fed amerikansk diner mad, når det er værst og cherry-frugtcocktail forklædt som Fanta. Plus en lind strøm af prostituerede og pushere – dog ikke på den alt for skumle måde – på toilettet og udenfor Inden vi gik i seng gik vi en tur på stranden og sugede til os af Hawaii – havgus, palmer og blinkende lys hele vejen ned af bugten – en rigtig god fornemmelse og starten på en fantastisk uge.

Den første dag tilbragte vi mere eller mindre på stranden. Afkobling og afslapning var første prioritet. Vi lå lidt, sov lidt, svømmede lidt, snorklede lidt og spillede frisbee takket været hostellets gratis låne-service af diverse strand-redskaber. Resten af dagen blev brugt på at spise frokost, gå lidt rundt i byen, drikke farverige drinks ved stranden, spise aftensmad, drikke et par drinks mere og generelt nyde at vi var på Hawaii!

Torsdag var stemme-dag – for os i hvert fald. Vi havde været igennem bøvlet med at blive optaget på stemmelisten, så det var næsten synd ikke at forsøge at få stemt. Heldigvis var der et “honorary consulate” i Honolulu, så det tænkte vi da ikke var noget problem. Det var så inden vi egentlig vidste hvad et “honorary consulate” var for efter flere forskellige telefonopkald, hvor vi nærmest var nødt til at fortælle dem, at der var valg i DK og forklare dem, hvad det var vi egentlig skulle gøre for at stemme samt en ½ times bustur + ½ times gang befandt vi os i et industrikvarter i et lagerhus. Vi var mildest talt en smule misfornøjede, meget svedige og bandede det hele langt væk. Det var indtil vi fandt ud af, at de ikke får penge for det – ikke mange i hvert fald, og det derfor er meget naturligt at konsulatet er placeret i forbindelse med deres kontor. Vi følte os lidt skyldige for at have svinet dem så meget – internt dog, men vi havde vist også vist en smule utålmodighed, da herren, der var “konsul” i guess, ville små-chatte. Oh well det virkede nu også som om de anså for os at være lidt småskøre sådan at gøre så meget besvær ud af at stemme – det er nok forskellen på danskere og amerikanere. Anyways – vi fik stemt og kan nu krydse det af på tjeklisten også: Tjek – stemt i Honolulu

Hjem til hotellet, en sandwich og så begav jeg mig ellers ud for at surfe for første gang med den lokale in-hostel surf-instructor Andy. Lige de første par minutter var jeg ret ustabil på brættet, bare det at padle var en udfordring. Men man vender sig hurtigt til det og så er det egentlig bare lidt hårdt arbejde med al den padling og en masse sjov. Jeg kom da i hvert fald lidt op at stå og havde en masse sjov. Jeg fik da også nakket Andy samt skåret min fod på revet, men man må yde for at nyde ikke:) Jeg var kommet lidt hurtigt ud af døren og havde derfor ikke fået særlig meget solcreme på baller og ryg – og det lærte jeg så på den hårde måde. Det er brunt nu  Desværre er der ingen billeder af mig der surfer – men Andy sagde også, at det kun var sorte mennesker der ville ha billeder med surf-brættet… hvad det så skal betyde…    

Billeder til højre –> Hawaii Selected og Hawaii Selected 2. (links til facebook men tilgængeligt for alle – tror jeg:))

Så lidt travlt har vi, især i den her uge, og noget socialisering bliver der nødvendigt sagt nej til – som pumpkin carving i forbindelse med halloween desværre. Men en enkelt bytur er det da blevet til – selvom det ikke var en udklædnings-fest. Og så lidt alligevel… For sammen med team norway, Nadine (den dertilhørende lille schweizer) og Karin var vi fredag på besøg hos “Tonys old time portraits studio”. Vi kunne vælge mellem forskellige stile – cowboy, saloon, indianer, canadisk mounty, store kjoler…  De havde store malede baggrunde til hvert tema samt diverse rekvisitter og så klædte de os ellers ud som var vi påklædnings dukker…. Ole og Jørgen blev meget resolut hældt i to sherif uniformer – og bedøm selv – men manden havde jo ret, det er jo doc holliday og billy the kid (?)! Vegar stod hårdnakket på, at han skulle være hill-billy, så det fik han lov til og så blev der ellers taget hånd om os piger af den lettere excentriske 60-something frue af forretningen. Netstrømper, korsetter med snørreliv (og der blev snørret skal jeg hilse og sige!), strømpebånd, fjer i håret og det hele var ganske autentisk. Så var der bare lige nederdelene som jo skulle kunne passe både tykke amerikanere og kleine japanere - det havde de løst ved mere eller mindre sprætte nederdelene op, så de var  åbne næsten hele vejen bagi! Tænk på det når I ser på billedet igen Heldigvis kan man så sige, var vi blevet iført et par lidet charmerende gamle oversize herre-shorts til at dække det værste – kønt syn. Godt, at det var front still-billeder Og det må man ellers gi’ hr og fru fotograf, de vidste hvordan det billede skulle stilles op. Du skal stå her – dig der - op og sid – hovedet den vej - foden der – hagen her og så ellers masser af små rekvisitter, der blev udskiftet med jævne mellemrum. Penge i strømpeholderen, drinks, shots, pistoler, geværer, øl, champagne eller jack d flasker i håden - og så var det ellers bare om at holde stillingen og følge instrukser, hvilket ikke altid var lige nemt, når man kiggede på hinanden og mest af alt havde lyst til at danse can-can og grine. Forskellige rekvisitter og forskellige ansigtsudtryk og positurer og så 25-30 shoots senere. Omklædning samt ½ time til at vælge præcis de forskellige fotos vi ville have og beskedne 30 $ fattigere begav vi os tørstige ud i nattelivet.

Det endelige resultat ses her

Nå- hvad er der ellers sket udover skole… Jo vi har fået sendt skemaer til Århus om optagelse på valglisten. Sikke et besvær – de er ikke meget for at vi skal få lov til at stemme. Forhåbentlig når det hele at blive registreret, men det er nu ikke nemt når det tager 5-7 arbejdsdage at få alm. post til DK og så skal det også igennem bureaukratiet… Og så tager vi til Hawaii. If all goes well – det bliver lidt snært på – så kan vi stemme på det danske konsulat i Honolulu – hvilket jo i og for sig kunne være lidt fedt.

Nå nu vil jeg smutte – vi har hentet en film fra den fantastiske interne hub her på campus. 10-15 min. og så er der ellers hvad hjertet begærer af film eller serier, we love u uvic hub :)

Fredag lagde vi hårdt ud med  middag på “the cactus club” – byens nok mest unge hippe spisested med meget dæmpet belysning, fancy indretning og ikke så dæmpet baggrundsmusik. Måske ikke lige stedet, man tager forældrene hen, men de skulle jo se, hvor vi går hen og maden er altså god. Om ikke andet så kunne vi da i hvert fald allesammen blive enige om, at nogle af teenagepigerne var meget let påklædt taget temperaturen i betragtning…

Lørdag stod vi tidligt op – efter vores rytme i hvert fald:- ) og kørte op af kysten til Port Renfrew – det første sted på Vancouver Island, der er fri af USA’s kyst, så der var fri udsigt til Stillehavet. På vejen dertil fik vi en fantastisk frokost på en lille fransk restaurant med panorama udsigt – den slags skjulte perler, man ikke aner er der, før man ved en tilfældighed kører forbi og holder ind. Selve Port Renfrew var ikke meget ved, selvom det nu var charmerende på sin egen måde. Vi holdt ind ved selve havnen og havde forventet lidt – byen hed jo PORT Renfrew. Det var en lille fiskerhavn, der fungerede som udgangspunkt for 4 kuttere, godt beskyttet i den naturlige bugt, men Stillehavet var der ikke meget af. Vi begav os lidt heldigt ud af en mindre vej, der endte ved Juan de Fuca National Park. En gåtur gennem den fugtige skov og vi befandt os ved Botanical Beach – en fantastisk smuk strand med brydende bølger og udsigt til Stillehavet. At vi så havde det smukkeste efterårsvejr med høj sol og ingen vind gjorde hele oplevelsen endnu mere unik.

Søndag tog vi på whale whatching – fantastisk tur! Os fire + fire af vores venner herovre, der heller ikke havde været afsted endnu mødte spændte op søndag morgen, klar til at møde nogle hvaler! Efter lidt forvirring gik vi ned til havnen, hvor vi var så heldige at få udleveret evigt charmerende gule jumpsuits, der posede alle de rigtige steder og som accessory et par hvide havehandsker. Vind og næsten vandtæt og så var vi ellers klar til at begive os til havs i vores overdimensionerede gummibåd.

Først sejlede vi et godt stykke ud øst for Vancouver Island, hvor der var blevet spottet spækhuggere aftenen før. Desværre var de svømmet videre – de kan tilbagelægge flere 100 km på et døgn, men tilgengæld mødte vi en flok Dall’s Porpoise - marsvin der ligner mini-spækhuggere med sort/hvide mønstre, der legede i vores bovbølge! Der er video under whale watching til højre… Vi sejlede tæt på en flok kæmpe søløver, der stoppede op og kiggede på hvad for nogle underlige nogle vi var, og sidst men ikke mindst havde vi nærkontakt med pukkelhvaler, hele fire af slagsen. Vi var så heldige, at en af dem nærmest svømmede rundt om os ca. 5-10 meter fra båden – et kæmpe dyr med store knopper på bagkroppen og en gigantisk hale. Og selvom det tog et par forsøg fik vi det berømte “hale-billede” lige når den dykker slår den astadigt med halen og forsvinder så. 

Og i øvrigt ved vi nu også, at hvaler har dårlig ånde. På en afstand af 50 meter kunne vi, når hvalen pustede ud, lugte hvad der mindede om en blanding af tømmermænds ånde og kattebakke… 

Selve sejlturen var også fantastisk – 55 km/t i en stor gummibåd og så ellers ud over spejlblankt hav i solskin, nogle gange med blå bjerge som afgrænsning i horisonten og andre gange, hvor man kunne se havet så langt øjet rakte. Alle 73 $ værd.

Mandag var vi en tur i Butchard Gardens, og selvom man selvfølgelig bliver mest imponeret første gang var det nu stadig en oplevelse. At de kan holde haven blomstrende indtil midt i oktober er imponerende. Denne gang spiste vi frokost i den gamle hovedbygning. Vi forventede at det ville være forfærdelig dyrt, men i modsætning til deres “high tea” var det helt overkommeligt og maden og omgivelserne var fantastiske. En god afslutning på en hyggelig “lang weekend.”

Mens Birgit og Kaj forberedte sig på den lange flytur hjem, gik vi igang med hvad der var blevet forsømt over weekenden – lektierne. Ikke mere ferie-stemning i denne omgang… Men nu er det tilgengæld snart Hawaii tid!!! 8 dage fra 6. – 15. november, men det skal I nok høre meget mere om…. 

Så selve pointen med denne aften er i og for sig bare at drukne sig selv i overflod af mad – og det gjorde vi så. Både søndag og mandag. Søndag var vi inviteret til middag hos Karin, en svensk pige, og hendes roommates. Det var en slags “pot-luck” – grovt oversat til gryde-held, så vi skulle bare medbringe en ret – og med Karins forståelse for vores lidt pressede schedule med essays osv flyvende om ørerne, blev vi enige om, at en salat måtte være fint. Lidt forsinkede ankom vi og det var super hyggeligt med 11 mennesker til bords og masser af lækker mad, vin og øl og efterfølgende selskabslege. Skålene blev ved med at køre rundt med mos, salater, brød, gulerødder, dressinger, stegte yams, kogte yams, yams fries – og hvad var det så lige der manglede? De var meget tæt på at snyde os, MEN – der var ingen kalkun. Den åh så famøse kalkun, hele pointen med thanksgiving, og så blev vi spist af med yams i alt for mange udformninger… Nej så slemt var det ikke, jeg må indrømme jeg blev positivt overrasket af, at vegetarisk thanksgiving faktisk kunne være så interessant – og der var jo masser af kage og tærte til dessert – men Ole blev vist en smule skuffet. Kalkun fik vi, eller rettere sagt jeg, så rigeligt af dagen efter…

Dagen efter – på selve thanksgiving day – var det nemlig team norways tur til at lægge hytte til. Ole havde imellemtiden fået ondt i maven og udsigten til fed mad i overflod gjorde ikke ligefrem det hele bedre. Så jeg begav mig i mit stiveste pus ind til byen med 10 min i overskud til at finde den obligatoriske pumpkin pie. Et par uger før havde jeg vist kommet til at tale over mig, sikkert i forbindelse med alkohol, at jeg da sagtens lige kun bakse sådan en hjemmelavet sag sammen. Da realitetssansen sparkede ind sammenlagt med tidsmangel – man kan nok ikke lave en pumpkin pie på 30 min, og slet ikke uden ingredienser - blev det til den bedste fra det lokale supermarked, samt en halv liter piskefløde og en flaske rødvin… At jeg så aldrig havde behøvet nogle af delene viste sig, da jeg kom op i lejligheden. Benoit, en fransk-canadier fra hostellet, havde with a little help from his friends kreeret et sandt festmåltid med perfekt tilberedt kalkun, mos, sovs, hjemmelavet suppe til forret, hjemmebagt – fantastisk – brød samt to tærter og en kæmpe skål schweizisk chokolademousse. Stakkels Ole fik knækbrød med ost til aftensmad, men vi var da så betænksomme, at lade ham være med på web-cam, så han rigtig kunne se, hvad han gik glip af. På det tidspunkt virkede det som en god idé, men måske var intentionerne forbedret af et par coronaer og rødvin.

Alt i alt tror jeg ikke jeg har spist så meget – og vel og mærke god mad – på to dage. You gotta love that holiday…

Heldigvis holdt regnen en lille pause, da vi tog hjem fra byen. In the spur of the moment tog vi med to af vennerne ind på Royal Theatre i Victoria for at høre aftenens symfonikoncert. 14$ for en student ticket…! Det var helt dejligt at tage ind og høre en klassisk koncert, selvom vi da lige skulle overkomme en sippet arrogant #&%ælling af en dame og hendes kommentar om ”this is not a rock koncert”, fordi vi tilfældigvis stod, hvor hun skulle forbi – jo tak… Måske var vi ikke klædt ud i mink og Paris Hilton make-up, men det er jo heller ikke fordi vi er emo’ere eller andet radikalt. Men anyways og et glas rødvin senere - god oplevelse. Og efter at have oplevet, hvordan publikum faktisk hujede efter første del af koncerten – min tanke “hvor er Robbie Williams?!!” – kan jeg nu tilføje til min liste: hujede som ved en fodboldkamp – til en symfonikoncert – tjek.

En anden ting på min måske mere fysiske tjekliste, jeg kan tjekke af er: plakater. Efter tre dages tur og minimum tre timer til det omrejsende plakatudsalg på campus, fik jeg indkøbt og ophængt plakater lige som det skal være. Så nu adskiller mit værelse sig i det mindste en lille smule fra de 500 andre på campus. Lidt mere hjem med lidt farve på væggene, en tiger, monty python, forårstræer, røde farver og lidt blandet godt – 80$ for plakater er måske meget, men det varmer. Jeg kan lægge et billede op, men skal vist liiige have fjernet det værste vasketøj før mit værelse skal på nettet…

Og apropos dårligt vejr, eller netop ikke, så er der nu planer i støbeskeen om en lille tur til HAWAII! når vi har reading break i november. En flok udvekslingsstuderende tager derned, 330$ for returbilletten (excl ophold), sommer, sol, farverige drinks og endnu en chance for at bruge sit sommertøj – det er vældig fristende. Og nu når vi ikke har tid til at tage til Seattle denne weekend som ellers håbet, så er der jo næsten ingen grund til ikke at bruge de penge på Hawaii, og så slå to fluer med et smæk og kigge Seattle på hjemvejen… Men der skal selvfølgelig også være råd til de to ugers skiferie i december! Yes du hørte rigtig – vi har ingen eksaminer i ordets bogstaveligste 4-timers skriftlige eller mundtlige forstand – kun final essays, der alle skal være indleveret den 7. december, hvilket så giver os to uger inden jul! Det største problem er så om det skal være Whistler eller the Rockies, der er mange delte meninger om emnet, og hvor det liige er man finder det bedste pudder. En uge hvert sted kunne selvfølgelig også være en løsning :-p Det kommer også lidt an på, om vi kan få møvet os ind – eller jeg mener få gjort os gode venner med – en, der har eller kender nogen, som kender nogen, der har en skihytte et eller andet sted. Allerede et prospekt på denne front er en canadisk pige, der er med i det såkaldte “buddy program”, som vi visiterede fredag egentlig pga udsigten til gratis pizza. Fortsættelse følger…

Ellers ikke meget nyt – alt for mange essays, de næste par uger bliver hårde, og alt for mange ting, vi gerne vil. Hvorfor er det man skal lave skolearbejde, når man føler man er på ferie?! Og I kender mig – jeg hader at gå glip af noget, så hellere få stress af at sprede sig for meget og forsøge at være to steder på en gang. Hvilket fungerer rigtig dårligt, når man i bund og grund er ret doven…