Hverdag, fag og mad…

Så er hverdagen endelig ved at indtræde herovre på UVic. Endelig er måske så meget sagt, for vi har jo haft en fantastisk tur hertil og de første par dage på campus uden timer har også været ganske underholdende. Masser af søde mennesker og cluster housing er også helt i top. Den generelle stemning er stadig lidt ferie-agtig med godt vejr – en desperat sidste chance for at få brugt sit sommertøj. Selvom jeg nok skulle have tre par shorts, to nederdele og fem toppe under kjolen for at få det hele brugt – hvorfor var det liiige jeg pakkede som om jeg skulle to uger til Seychellerne?!

Vi har haft de første par fag herovre nu, og det ser helt sikkert lovende ud. Fagene er ikke så læsetunge som derhjemme, til gengæld er de helt gale med, at vi skal producere en masse tekst og tage forskellige former for tests. Ikke megen tillid fra professorernes side til, at vi faktisk er her af egen fri viljeJ Men måske de bare er lidt mere dovne de canadiere… 300- og 400 level fagene er umiddelbart fint på niveau med hvad vi kan, selvom der selvfølgelig er huller, når det nu er perspektiverende fag til vores grunduddannelser. Men selvom arbejdsbyrden så ikke er helt undseelig, skal vi nok få tid til et par øl eller to. Vi mødes regelmæssigt med en flok af de andre udvekslingsstuderende, og så deler vi jo hver vores lejlighed med tre roommates, så mennesker er der nok af, hvis man har lyst. Jeg er som nærmest flyttet til Asien: to piger fra Taiwan og en fra Japan. I det mindste ingen fra Kina , når de nu ikke har det så godt med Taiwan. Jeg kunne i hvert fald godt blive lidt bitter, hvis jeg boede med en svensker, som påstod, at Danmark ikke var et selvstændigt land, men bare en del af Sverige. Og så lige Sverige! De to piger fra Taiwan med de engelsk-klingende navne Stella og Joyce er ikke de største festaber. Deres navne har de i øvrigt fået fra engelsktalende lærere, da de var børn, for de var jo nemmere at udtale…! Godt det ikke forholder sig sådan i Danmark – så skulle jeg jo nok have skiftet navn til Julie eller Julle cirka 1000 gange. Men som sagt – søde piger, men ikke nogen jeg har så mange fælles interesser med. Derudover er deres penge vist ikke rigtig noget værd, så budgettet er så stramt, at 5 $ til en brugt microovn er out of the question ligesom én toiletbørste da er nok til to toiletter… :-S Måske vi også har et andet forhold til hygiejne…

Min lille japaner - Haruna hedder hun, har tilgengæld rykket lidt på mine fordomme om asiater. Ellers er det måske bare, at jeg aldrig har set en japaners mørke side før Hun er klar på øl hver aften, selvom hun selvfølgelig bliver hønefuld efter en pint, og så er hun den ærede præsident af vores nyoprettede klub “Kissing girls when you are drunk”. Long story short – man kan kun være medlem, hvis man kan fremvise bevis på, at man har kysset en pige.  

Et par canadiere bliver det da også til – vi mødte et par gutter til frokost i forgårs, som spurgte om vi ville med ud og besøge nogle “ink-holes” ½ times kørsel udenfor Victoria her i weekenden… Så vi må se, hvad det bliver til.

Én af fordelene ved at bo i cluster er, at man ikke behøver være med i en meal-plan, der ikke er helt billig, og at man til gengæld kan lave sin egen mad. Det lyder jo alt sammen meget godt, men hvor meget mad er det lige man får lavet, når man render rundt nede i byen og drikker øl eller spiser stor frokost på havnen? Indtil igår aftes var det ingenting. Det hænger også lidt sammen med, at vi ikke rigtig har haft noget at kokkerere i. Det var Haruna og jeg ude at købe igår i en vaskeægte Walmart. 8 rækker med dåse- og frysetørret mad fra gulv til loft, men ingen friske grøntsager og frugt – ikke så underligt, nogle mennesker er fede herovre… De to taiwan-piger har selvfølgelig medbragt deres egen lille søde gryde og en mini-pande, men helt ærligt – det kan jeg altså ikke rigtig lave mad i. Efter mine forhold kan der ikke engang laves pasta til én i den gryde, men de er selvfølgelig heller ikke så store, så for dem er det sikkert nok.

Maden er en del billigere herovre. Og det gælder både mad på uni, supermarkedet, grønthandlere og på restauranter. Især det sidste gør det jo ikke ligefrem nemmere at overtale sig selv om, at nu skal man altså hjem og lave sund og billig mad i stedet for liiige at spise en gang sushi, pasta eller frisk tunbøf. Generelt er maden på restauranter af fin kvalitet – man får selvfølgelig hvad man betaler for, hvilket også betyder, at hvis man finder en restaurant bare lidt væk fra centrum får man mere for pengene. Og en sjov lille kulturel forskel: det er fuldt ud acceptabelt at tage rester med hjem, ja sommetider kan det endda være uhøfligt ikke at tage maden med hjem, for man har jo betalt for det og ellers ryger det jo bare ud…

Frisk frugt er billigt og godt og frisk mælk drikker de heldigvis også masser af herovre – prismæssigt på samme niveau som i DK. Det eneste jeg faktisk rigtig savner, er et godt stykke brød. Jeg har helt opgivet at spise sandwich, burgere og morgenbrød… Ja selvfølgelig savner jeg rugbrødet, men også bare et ordentligt stykke lyst brød, der smager af brød og ikke af enten kage eller pap, ikke er fyldt med luft, men faktisk har substans og for guds skyld, så bag dog brød med skorpe! Det tætteste jeg er kommet på noget brødagtigt, jeg gider at spise, er en “bran muffin” og for dem, der ved hvad det er, så er der altså lang vej til rigtig brød… Nordmændene har fundet et svensk bageri et eller andet sted i byen – med rugbrød! Gode nyheder, min søndag er afsat til at finde det.