Sidste uge i Victoria :’(

Så sidder vi her igen – hovedet begravet i bøgerne, fingrene fastlimet til tastaturet og hjernen kører på højtryk for at finde på om der muligvis skulle være flere meget vigtige ting man skal have ordnet, så man ikke behøver at lave essays. Indviklede planer om hvordan man skal få alle sine ting med hjem til Danmark, hvornår på dagen man skal tage til Whistler, hvor og hvordan juledagene skal afvikles, hvem man skal se hvornår, når man kommer hjem – ja der er nok at tage af disse dage. Det lakker mod enden. Sidste uge var nok hvad en lomme-psykolog ville definere som benægtelses-fasen i ”sorg-processen”. Vi afleverede vores første eksamensopgave onsdag og stoppede så ikke med at feste før søndag aften. Alt for mange sociale arrangementer og ting man ville nå – for man skal jo nyde det til det sidste. Og vi nød det, gjorde vi. Lige rigeligt måske, for sammen med alle tanker om, at skulle hjem, blev alle påmindelser om opgaver lagt på hylden, hvilket selvfølgelig har resulteret i, at vi i denne uge måske har lige rigeligt travlt. Men men - vi er jo alle lidt dovne, så vi ville jo alligevel ikke have fået lavet noget før de sidste par dage før deadline alligevel… Og så var tiden bedre brugt på at få festet med alle de fantastisk mennesker vi med stor sandsynlighed aldrig får set igen. Selvom vi nu har bekendte i næsten alle verdensdele og en jordomrejse derfor da kunne blive endnu mere underholdende. Betalt med den million vi vinder i lotto…

Men nu begynder virkeligheden at krybe ind på én. Søndag forsøgte jeg at souvenir-shoppe – jeg købte én hat – til mig selv. Men alligevel… Det er en lidt underlig følelse – det må være næste trin i processen, den der lidt tomme fornemmelse, når man anerkender at vi nærmer os enden. Eller er det bare mig der sidder og bliver pre-sentimental inden der overhovedet er noget at blive sentimental over..? Anyways – vi regner da i hvert fald med at tage afsked med Victoria med manér. På fredag holder vi fest i min lejlighed – forhåbentlig bliver det en af den slags fester, hvor man ikke får sit depositum tilbage. Ikke fordi vi har betalt depositum, men alligevel – det er målet :) 70 mennesker inviteret, men vi bliver vist kun omkring halvdelen grundet starten på eksamenssæsonen, hvilket i og for sig er godt nok taget lejlighedens størrelse i betragtning. Vi tager lidt chancen, man burde underskrive en eller anden form, men deres sanktionsmuligheder er ligesom ret begrænsede – “I kan ikke bo i cluster næste år” – nej det var ærgeligt. Ikke fordi vi forventer den vildeste abe-fest, vi er jo voksne mennesker :)

Lørdag holder vi julefrokost i Jørgen og Vegars lejlighed – en lidt mere eksklusiv flok, men der skal også laves god gammeldags dansk/svensk/norsk julebord til alle så det er meget rart. Det bliver sjovt at vise englænderne, et par australiere og en canadier hvordan vi fejrer jul i Skandinavien. Sild, snaps, frikadeller, hønsesalat, laks, ost og tonsvis af øl – det skal nok blive en værdig afslutning på fantastiske 4 måneder. Helt hvordan vi får koordineret det hele ved jeg ikke, vi plejer jo at bestille maden, men det kommer nok lørdag eftermiddag. Pakkeleg og beer-pong skal vi også ha’…

Søndag til at sove tømmermændende ud og pakke – hvornår jeg får shoppet det sidste ved jeg ikke helt – men så er vi på vej til Whistler sometime mandag formiddag! Og det skal I nok høre meget mere om. Swush, swush….

På den ene side bliver det lidt trist at skulle hjem – der sker så meget herovre hele tiden, mennesker, arrangementer – 24-7. På den anden side, og det lyder nok lidt underligt, er det netop også hvad, det bliver rart at komme væk fra. At komme hjem til rutinen og folk man kender. At slappe lidt af og ikke behøve at tænke over noget som helst. Græsset er altid grønnere på den anden side I guess

En dag i Seattle

Efter en mellemlanding i San Fransisco og de to timers tidsforskel inkluderet ankom vi i Seattle kl. 9 om morgenen. Vores første indtryk af Seattle: der er mange underlige mennesker Ikke at vi har noget imod underlige mennesker, de kan være endog meget underholdende og horisont-udvidende, men når man har tilbragt hele natten i et fly og derfor ikke sovet nok, er neurotiske, fulde/skæve/høje, retarderede eller bare mumlende mennesker ikke liiiige hvad man har allermest lyst til. Og det var cirka hvad vi fik hele vejen til vores hotel. I bussen fra lufthavnen til downtown Seattle mødte vi de første 3 stykker-en neurotisk kvinde, der sad og småbandede højlydt konstant – flere gange med racistiske undertoner, noget med at latinamerikanere var højlydte og hvad ved jeg. Buschaufføren stoppede til sidst bussen og bad hende om at holde mund – jo tak! Et par mere eller mindre helbredte alkoholikere, historier om overfald – og hvorfor en fyr var invalid, en højlydt samtale om to kvinders erfaringer med fængsel… jep lidt af det hele… ny bus – nye mennesker, denne gang en fyr der meget gerne ville dele ud af sin galde mod Bush. Vi kunne jo kun give ham ret og nikke, når vi forstod noget af hans mumlen, men også når vi ikke gjorde for han blev jo ved med at snakke ligegyldigt hvad. Da han begyndte at demonstrere med sin sammenfoldede avis som megafon, hvordan og hvad han havde sagt til et parti møde gav jeg nu op og ignorerede ham – props til Ole for at kunne blive ved med at nikke…

Efter lidt besvær og møje ankom vi til vores hotel turned hostel. Det lå i hotel-kvarteret sammen med pacific inn, best western, travellers inn og hvad de ellers har her i Nordamerika. I stedet for at kontinuerligt reparere hotellet lignede det at de havde bøjet sig for konkurrenterne, accepteret deres standard var under deres og derfor udleje værelser til hostel-priser i stedet. Fint for os – vi fik et kæmpe hotelværelse i fineste stand for 65$… 

Efter at have sovet 1½ time gik vi op til The Space Needle, der lå lige bag hotellet og tog deres ene mono-rail, der går netop fra nålen til downtown. Meget praktisk lige for os, men mere en turistattraktion end egentlig transport især fordi turen minder om noget fra Gotham City – Batman I ved, og ikke dækker mere end hvad på gå-fod ville tage 20 min…

Vi mødtes med Nadine udenfor Pike Market – turistfælde med skjulte perler(vi fandt dog ikke rigtig nogen), fiskemarked og restauranter. Sidstnævnte prøvede vi af og fik et super måltid med udsigt til vandet og den travle havn. Ingen promenade og rengjort lystbådehavn her i stedet masser af containerskibe og andre handelsbåde. Men vi fik set dem kaste med fisk og vi fik kigget på lokal kunst, som de turister vi var

 

Derefter stod den på shopping. Regnen stod ned – det gjorde den så fra vi ankom til vi tog afsted igen – men det var jo også lige som vi havde forventet det. Vi havde fået at vide, at det regner 8 måneder om året i Seattle, så det var lige før vi ville være blevet skuffede, hvis ikke det havde regnet… Det kunne vel i og for sig have været en lidt trist dag, men om det var fordi vi var overtrætte fra turen eller fordi vi var høje på Hawaii ved jeg ikke, men vi havde i hvert fald en ganske underholdende dag. Ole fik kigget på gadgets, vi fik kigget på sko og vi fik shoppet lidt – faktisk ret meget i forhold til, hvor relativ kort tid vi var der. Min mission var at finde et par nye sko – mine gamle kina-puma var døden nær og hvis ikke drivvåde kolde fødder er en god undskyldning for at købe et par nye sko nu og her – hvad er så? Så det gjorde jeg

Vi holdt en velfortjent pause med irish coffee og et par øl inden vi mødtes med de andre for at spise aftensmad. Vi havde forhørt os rundt omkring, hvor det var godt at spise, vi kiggede et par steder og endte med at gå på Taphouse eller sådan. Over 150 øl fra hele verden på fad – og stedet så var hyggeligt så hvorfor ikke Vi havde en meget hyggelige middag, god mad og god øl – og endnu engang en god afslutning på vores tur. Efter middagen virkede de andre endda mere trætte end os, så vi gik alle hjem og sov – velfortjent vil jeg nu også sige.

 

Næste morgen tog vi et par hurtige billeder af nålen – vi kom aldrig op i den, det burde man måske, men det må blive næste gang og så gik vi ellers den relative korte tur til Lake Union, der ligger midt i byen, hvorfra vores vandfly hjem til Victoria gik. Igen en meget smuk tur – tåge over øerne, men jeg må indrømme, at det da blev til en lille lur undervejs… 9 dages fest, glade mennesker, sol, eventyr og shopping er jo ikke ren afslapning – selvom det er på Hawaii

 

Sidste dag på Hawaii.

Den sidste dag på Hawaii havde Nadine, Juli og jeg besluttet os for at leje en bil så vi kunne køre rundt og se nogle af de ufattelig flotte strande vi havde hørt der var rundt langs øens kyst. Vi stod forholdsvis tidligt op for at tjekke ud af vores hostel og putte vores bagage i opbevaring, for derefter at gå over til biludlejningen der heldigvis var forholdsvis tæt på. Vi havde bestilt den billigste de havde og fik selvfølgelig en bil med automatgear, air con., cruise control og et advarselssystem der bippede hver gang det MENTE man skulle huske noget. Det vil sige hver gang døren blev åbnet, man ikke havde sikkerhedssele på, lyset blev tændt, bagagerummet blev åbnet og når man startede bilen, bare lige for at advare en om at det var et bevægeligt køretøj der nu var blevet tændt Jeg ved godt at vi har mange fordomme omkring Amerikanernes intelligens niveau hjemmefra, men denne bil var ikke en demonstration der hjalp modbevise denne fordom Efter 30 bip kom vi så endelig af sted og startede med at stoppe for at få lidt mad og planlægge vores rute.

Vi besluttede os for at køre mod syd og så den vej rundt om øen, som i kan se på kortet ligger Honolulu sydvest, så vi kørte sydpå og så op af østkysten for at opleve noget af denne fantastisk natur vi havde hørt så meget om. Efter at have set nogle utrolige blowholes (huler i midten a klipper, som vandet laver nedenfra og som giver samme effekt som en hvals blowhole når bølgerne rammer kysten) i klipperne langs kysten, fortsatte vi mod vores første destination Kailua Bay, som skulle have en af verdens 4 flotteste strande.
Stranden skuffede ikke kan jeg roligt sige, da den er forholdsvis svær at komme ud til og ligger gemt bag nogle kæmpe sommerhuse i Kailua Bay, var der ikke særlig mange mennesker på den. På denne strand begynder revet først flere hundrede meter ude i vandet og der er derfor perfekt strandbund hele vejen ud til de to øer der kan ses i horisonten på billedet.

Vi nød stranden og vandet lidt over en time og fortsatte så vores roadtrip videre op af vestkysten, hvor vi blandt andet kørte forbi det sted hvor Jurassic Park er optaget. Da vi nåede Northshore som vi jo havde været på tidligere i vores ferie kørte, vi en smule ind i landet for at nå til vores næste destination Waimea Valley national park, som også kan ses på kortet. Her gik vi en lille tur op igennem dalen indtil vi nåede et vandfald i slutningen af dalen, hvor man kunne svømme, under strengt opsyn af to livvagter, som man først skulle op og tale med for at få alle de reglerne og advarslerne, der skulle beskytte parken mod sagsøgning. Selve vandfaldet var dog fantastisk og det er noget af en fornemmelse at få flere ton vand i hovedet fra flere meters højde, i en lille tropisk lagune.

 

Da vi havde nydt parken fortsatte vi til en lille by hvor vi fik noget fantastisk mad og nød udsigten og solnedgangen, inden vi til sidst kørte mod lufthavnen for at nå vores aftenfly mod Seattle. Alt i alt en megen værdi afslutning på en fantastisk ferie.

Aloha, Honolulu…

Okay – at fortælle om hele vores tur i detaljer som jeg har været igang med kan vist godt blive lidt af et evighedsprojekt, og opgaverne skriger efter opmærksomhed, så jeg sætter tempoet lidt op. Og i princippet så var essensen af alle vores dejlige 8 dage på Hawaii jo egentlig om afslapning og spas, så så længe I får det med er min tid ikke helt spildt

Hvor kom jeg til – jo søndag morgen. Lørdag aftens eskapader der endte med henholdsvis barfodet dans på disko og fodbold på stranden, ingen af delene særlig godt for vores i forvejen lemlæstede fødder, medvirkede at vi ikke kom op til den ellers complimentary tur til Pearl Harbour. Truth be told, så havde Ole allerede meldt fra, at det ikke var en prioritet – “det er jo bare en militærbase med en minde plague og palmer omkring”. Inden lørdagen havde jeg haft seriøse intentioner om at tage afsted, men må nok indrømme at tømmermænd og en bustur tidligt om morgenen ikke passede godt sammen. Jeg så de andres billeder og ingen var vildt opstemte over det, så vores prioritering var vist helt udemærket.

I stedet sov vi længe, spiste frokost og gik på stranden og slappede lidt af med sæson 1 af Dexter:) Senere på eftermiddagen mødtes Ole og jeg med Nadine, samt Kiran og Victoria og besluttede at gå et stykke hen af stranden, hvor der ved solnedgang skulle være et polynesisk danseshow – det vi andre kalder hula hula dans Endnu engang Nadines idé – jeg ved ikke hvor hun får det fra… Det var meget fint – børn, piger og en enkelt fyr i de helt traditionelle udklædninger med kranse af blade om halsen og fødderne og live musik med trommer, guitar og sang.

Efter 45 min følte vi lidt, at så havde vi set det og sulten (og måske ligeså meget tørsten) var begyndt at melde sig. Receptionisten Mike fra hostellet havde den første aften fortalt os om en mexicansk restaurant – åbentbart den eneste i byen – Senor Frogs. Det var alt i alt en børnerestaurant for voksne – vi fik ballonhatte, farverige drinks, serveringspersonalet dansede og hældte shots i os -Calella møder børnefødselsdag helt sikkert et underholdende koncept.

   

Og sidst men ikke mindst – de serverede drinks i palmer… Introducing the Palm Penis!

    

For nogen af os sluttede aftenen af med en kort tur på en reggae bar, der kun spillede dårlig hip-hop… De er generelt meget glade for hip-hop både i Canada og US – alle radiokanaler: hip-hop :S

Mandag morgen besluttede vi os for at tage til Hanauma Bay. Det var en af de ting der var højest på vores must-do liste.

 

Hanauma Bay er en naturpark ca. 15 min kørsel fra Honolulu og grundet bugtens status som naturpark skulle vi da også se en meget informativ pædagogisk video, hvor korallerne og fiskene sang at man nok måtte se men ikke røre. Ufrivilligt underholdende Uendeligt mange selskaber lavede ture derud, så vi tog den første den bedste. Det inkluderede snorkler, goggles og svømmefødder delt ud af vores meget specielle asiatiske chauffør under kommentarer som “yo sista.. yo bro” og “sit tight and call ur family” eller “sorry i’m so slow”… sure was entertaining…

Hanauma Bay var fantastisk. Vi gik et stykke hen ad stranden, hvor vi på det udleverede kort fra 1985 havde læst, at der var skildpadder i håbet om, at de stadig var der, og ikke havde besluttet at flyttet sig til den anden side af bugten

Vi snorklede nok en 1½ times tid og så rigtig mange fantastiske fisk – heriblandt hele crewet fra Finding Nemo, undtagen Nemo, men han var jo også forsvundet og Marlin var ude at lede efter ham… Der var meget lavvandet et godt stykke ud så man kom meget tæt på fiskene, der i og for sig var ret ligeglade om vi var der. Efter 45 min eller sådan så vi den første skildpadde – Crush himself! Ca. 75cm til en meter i længden med meget tydelige markeringer især på hovedet og store øjne, og så svømmede han (eller hun - kan du bestemme en skildpaddes køn?!) ellers astadigt rundt og spiste af revet. Vi fulgte efter i et stykke tid, drev med strømmen som skildpadden gjorde og kom nogle gange så tæt på, når den svømmede til overfladen for at ånde, at vi bare kunne have strakt hånden ud og rørt ved den.

  

Men det måtte man jo ikke Og man havde heller ikke lyst til at forstyrre den, så rolig og tillidsfuld den var. Efterfølgende så vi yderligere to skildpadder – og så var jeg glad. Svømmet med skildpadder – tjek. Og endda så tæt at jeg kunne mærke vandet blive skubbet fra dens luffe. Nu mangler jeg bare delfiner

Om aftenen efter vi havde spist samledes vi en flok på hostellet drak et par øl og gik derefter på bar/club. Et par danske piger vi havde mødt på hostellet om lørdagen, var på udveksling i Honolulu et semester og fortalte at Red Lion var the place to be en mandag aften – så der var vi. Det var medarbejderne samt de danske piger også – de var i øvrigt en manifestation af blond handelsskole dåse på godt og ondt… Mandag aften var “billig øl aften”; en lille “personal size” kande øl til 3$, så blir det ikke bedre. Aftenen udviklede sig til at blive rigtig underholdende – hip hop igen men i det mindste main-stream og med et par kander øl i blodet helt udemærket at danse til - Superman-dans og “Party like a lobster” (de siger “rock star” men så kan man jo ikke lave krabbekløer med hænderne:)) Meget underholdende især når lille blonde Nadine støder ind i en kæmpe sort mand dobbelt så stor som hende. Først bliver hun faktisk forskrækket for derefter at bryde sammen af grin og ende med at danse med manden – gotta love it

Tirsdag var vi naturligt nok lidt smadrede grundet nattens eskapader så det blev til en eftermiddag på stranden eller rettere sagt i vandet for vi lejede surfboards på hostellet. Ole, der ellers havde pralet lidt om sine 1½ måneders træning i Californien skulle lige vende sig til at befinde sig på et board igen, men så fik vi ellers også padlet lidt, surfet lidt, men mest af alt solet os på vandet. Jeg kunne godt mærke, at jeg havde lidt mere styr på det end første gang, men kom dog ikke helt så meget op at stå som jeg gerne ville. Vi havde også bevæget os længere ud, hvor bølgerne var større og dermed sværere at fange. Stadig underholdende, men jeg må da indrømme, at jeg bliver nødt til at prøve det igen – måske når vi besøger vores aussie venner engang – for jeg havde ikke nok styr på det til virkelig at kunne nyde det. Fik kun kilder i maven to gange

Om aftenen mødtes vi med de andre og gik allesammen ud at spise – på the cheesecake factory.

  

Selvfølgelig var cheesecaken fantastisk – lemon cheesecake med raspberry coulis – men resten af måltidet var også super. Alt i alt var maden på Hawaii rigtig god og ikke overvældende dyr ift kvaliteten og taget i betragtning, at det er en ferieby vi var i. Veltilberedt fisk i alverdens udformninger; den bliver ikke mere frisk – og ikke bedre. 

Efter middagen gik Kiran, Vic, Nadine og jeg ud og shoppede lidt – turist-fælde marked og lokale forretninger for souvenirs og gaver samt en enkelt kjole fra en tøjbutik blev det også til – ups

Hawaii continued – the North Shore…

So – 3. dag på Hawaii, fredag d. 9. november.

Fantastisk morgen – sol på palmen udenfor vores vindue, duften af tropeø og et køligt værelse pga. vores enorme ceilingfan. Nogle problemer i paradis? Vi vågner kl. 9 pga. en meget larmende skraldevogn, der tydeligvis bruger selve motoren for at løfte spandene op. Men helt ærligt – det var vores største problem:)

Nadine var på et tidspunkt faldet i snak med en gut på hostellet – han fortalte om en surf-konkurrence på nordkysten, og det var helt sikkert noget vi havde lyst til. Problemet er at sådan en afhænger af bølgerne og de første par dage havde der ikke været nogen, og derfor ingen konkurrence. Men det var der fredag, da vi ringede til deres automatiske telefonsvarer, så derfor var det fredagens plan. På den ene side var det lidt ærgeligt, at det var fredag, da de andre ville ankomme om aftenen, men på den anden side var det super heldigt, da vi kun havde betalt for tre nætters overnatning på vores hostel – uden nogen egentlig grund – spooky, som om vi vidste at ville noget fredag. Men det betød at vi havde frie tøljer og besluttede derfor at blive en dag på the North Shore, hvilket egentlig gjorde alting meget afslappet, da hostellet deroppe havde en gratis shuttleservice frem og tilbage til Honolulu. Hostellet var meget afslappet, en helt anden stil en storby-modellen, hvilket selvfølgelig passede med omgivelserne. Nadine fik en seng i en cabin længere nede af vejen mens vi boede øverst i en gammel træ-surfer hytte, meget autentisk på den udelukkende gode måde. 

 

Tempoet var helt anderledes afslappet – chilling – og naturen mere vild og ikke så fyldt med mennesker, præcis som man ser på postkort

Vi lejede tre gamle cykler fra hostellet 5$ hver og de var heller ikke mere værd. Min var tydeligvis sammensat af to forskellige cykler med et meget lille bagdæk, men den kommanderede da en vis street-respect…. synes jeg i hvert fald… Og så begav vi os ellers op af kysten forbi den ene fantastiske strand efter den anden, indtil vi kom til sunset beach. Her var der bølger og surfere – the excel pro surfcontest. Surferne var lidt for langt ude til, at vi kunne se detaljer, men imponerende var det i hvert fald – næsten ligesom mig dagen før :p Vi nød eftermiddagen skiftevis liggende på stranden, blive kastet omkuld i bølgerne og se på surfere. Især bølgerne havde vi meget sjov med – også efter konkurrencen, hvor vi tog en ordentlig omgang af at blive kastet rundt og samle sand i bukser og bikini. Fantastisk – det gør ligesom strandoplevelsen lidt mere underholdende, når man ikke er typen til at ligge og stege i flere timer. I stedet udnyttede vi muligheden og tog nogle rigtige bounty-strand billeder med overhængende palmer -og selvfølgelig solnedgang på sunset beach.

 

På vejen hjem var det ved at være mørkt. Vi havde ikke rigtig tænkt over hvad vi ville gøre med aftensmad, for den nærmeste by var Haweima – ca 15 min m bus. Som kaldet cyklede vi forbi hvad mest lignede en stor pølsevogn med nogle borde og fakler udenfor. Men det duftede fantastisk og så blev vi jo nysgerrige. Og det var super: frisk ahi-tun, rejer, kylling og hvad man ellers havde lyst til grillet til perfektion. En tur forbi supermarkedet på vej hjem for at hente en kasse øl og nogle muffins til dessert og så nød vi ellers resten af aftenen på vores terrasse med havet som baggrundsmusik samt besøg af en skæv polak turned american, der var livredder og ledte efter Chris(?!) fordi han var fyren, der kunne hooke en up… sikkert meget rar, i hvert fald snakkesagelig – når man forstod hvad han sagde anyways…

Næste morgen stod vi lidt ekstra tidligt op, fordi vi ville cykle ned til Waimea Beach 5 min fra hostellet inden vi skulle hjem med shuttlen.

  

Der var perioder med byger og sol, men når temperaturen stadig er over 25$ gør det nu ikke den store forskel. Vi sad og nød havet lidt og kiggede på de lokale bodysurfe inden vi blev fristede og forsøgte selv.

Enorme shore-breaks gjorde det ret underholdende og med lidt træning – som de lokale havde – kunne det godt lade sig gøre. For vores vedkommende var det vist mere at blive kastet rundt i bølgerne og tage halvdelen af Waimea Beach med hjem i bukser, bikini og hår. I det mindste havde vi tid til at skifte inden vi skulle sidde i shuttlen hjem

  

Hjemme i Honolulu stødte vi nærmest med det samme ind i Richard, der fortalte hvor de andre var på stranden, så vi slæbte de complimentary bodyboards og snorkling udstyr med ned til stranden, hvor vi tilbragte et par timer. Bodyboarding var ikke helt så underholdende som jeg havde troet – bølgerne var heller ikke særlig store. Men man kan ikke rigtig klage når man bare ligger og plasker lidt rundt i vandet og nyder udsigten ned af bugten.

Eftermiddagen stod på barbeque og “beer-pong” på hostellet. Beer-pong: man stiller 2x 9 plastikkrus op i en trekant i hver ende af et bord, hælder øl i og forsøger så at ramme i modstandernes krus med en bordtennisbold, hvorefter de så skal drikke indholdet af det krus man rammer. Der var flere regler, men generelt går det ud på at fjerne alle modstandernes krus - utroligt underholdende og man blir utrolig fuld

At flere af de andre gik tidligt i seng og ikke var specielt vågne dagen efter er et bevis derpå.  

Hawaii update!

Endelig er der blevet tid til at skrive om vores fantastiske tur til Hawaii! Nu er det også over en uge siden, vi er kommet hjem, men der har været pres på med at få afleveret diverse opgaver, heriblandt et 15-siders final essay, så desværre har bloggen måttet vige pladsen. Derfor er turen og vores oplevelser også delt op i bidder – så der i det mindste kommer lidt ud på bloggen. Lidt bliver man jo nødt til at prioritere, efter man sådan har revet 9 dage ud af en ellers fyldt kalender for at tage på drømmeferie til en paradis-ø med bounty strande! Og ja – det var det hele værd. Thank God vi ikke er blevet så gamle og fornuftige, at vi stoppede op og overvejede om vi havde tid og råd

Turen startede tirsdag d. 7. november kl. 2.30, hvor vi tog et vandfly fra Victoria Inner Harbour til Seattle. 10 mennesker ind i et lille en-propels vandfly og så ellers afsted med smuk udsigt ud over San Juan Islands og Juan De Fuca strædet på vej til Seattle. Der var flere grunde til vi valgte at tage et vandfly: 1) det bliver man nødt til at prøve, og det er meget anderledes end at flyve med normale rutefly – det er blandt andet sindssygt larmende og man føler ikke, der er meget der skiller en fra luften udenfor og vandet 2 km nedenfor! 2) vores fly afgik fra Seattle 5.20 pm så hvis vi skulle have været med færgen, der afgår en gang hver eftermiddag havde vi misset timer både mandag og tirsdag og skulle ydermere have tilbragt en nat i Seattle. Alt i alt gode argumenter for at bruge lidt ekstra penge på noget, der i og for sig var sjovt

 

Flyet afgik 2.30 – en times flyvetid + max en halv times kørsel til Seattle International Airport, så vi havde checket in og printet bookingsedler ud hjemmefra. Vi syntes vi havde tid nok, men da vi inden afgang spurgte piloten om vi skulle tage deres shuttle eller bestille en taxa – som han gør over radioen inden vi ankommer – grinede han af os og spurgte om vi forventede at nå det fly med Seattles myldretrafik! Vi blev da lidt bekymrede over at han syntes vi havde så travlt, når vi egentlig synes, der var tid nok, men det vidste sig i enden at der var masser af tid – endda nok til et måltid i lufthavnen. Alle var meget venlige – lod os komme først af flyet og igennem tolden, og det i øvrigt meget personlige lille flyselskab vi fløj med, arrangerede det faktisk sådan at vi kunne tage deres shuttle direkte til lufthavnen, da vi kom af flyet. Shuttlen var ydermere næsten complementary – dvs. chaufføren skulle kun have 5 $ for turen. 2 meget venlige amerikanere med humor! delte shuttlen med os, og da vi opdagede vi kun havde 20 CAD som chaufføren ellers så meget ivrig ud efter at få, “lånte” de os 5 $ for som Ole sagde “vi betaler næste gang.”

Vi mødtes i lufthavnen med Nadine(den schweiziske pige vi mødte første gang i Vancouver og som bor hos nordmændene her i Victoria.) Selve de 6 timers flyvetur gik forbløffende hurtigt – vi delte række med en meget snakkesagelig ældre amerikansk dame, der boede i Honolulu og hun underholdte os mere eller mindre hele vejen. Vi ankom til lufthavnen, ville fange en taxa og får så en 80er limousine som taxa. Velkommen til Hawaii

Efter at være ankommet til vores udemærkede hostel – The Polynesian Beach Club – to blokke fra Waikiki Beach begav vi os ud for at finde noget at spise, for det var ikke noget flyselskabet anså for almindelig service. Høretelefoner for at se filmen kostede penge! Det eneste der var åbent der kl 11.30 om aftenen, da vi var klar til at gå ud – var dineren Dennys. Det eneste jeg kan sige er; tjek, så er det også prøvet. Fed amerikansk diner mad, når det er værst og cherry-frugtcocktail forklædt som Fanta. Plus en lind strøm af prostituerede og pushere – dog ikke på den alt for skumle måde – på toilettet og udenfor Inden vi gik i seng gik vi en tur på stranden og sugede til os af Hawaii – havgus, palmer og blinkende lys hele vejen ned af bugten – en rigtig god fornemmelse og starten på en fantastisk uge.

Den første dag tilbragte vi mere eller mindre på stranden. Afkobling og afslapning var første prioritet. Vi lå lidt, sov lidt, svømmede lidt, snorklede lidt og spillede frisbee takket været hostellets gratis låne-service af diverse strand-redskaber. Resten af dagen blev brugt på at spise frokost, gå lidt rundt i byen, drikke farverige drinks ved stranden, spise aftensmad, drikke et par drinks mere og generelt nyde at vi var på Hawaii!

 

Torsdag var stemme-dag – for os i hvert fald. Vi havde været igennem bøvlet med at blive optaget på stemmelisten, så det var næsten synd ikke at forsøge at få stemt. Heldigvis var der et “honorary consulate” i Honolulu, så det tænkte vi da ikke var noget problem. Det var så inden vi egentlig vidste hvad et “honorary consulate” var for efter flere forskellige telefonopkald, hvor vi nærmest var nødt til at fortælle dem, at der var valg i DK og forklare dem, hvad det var vi egentlig skulle gøre for at stemme samt en ½ times bustur + ½ times gang befandt vi os i et industrikvarter i et lagerhus. Vi var mildest talt en smule misfornøjede, meget svedige og bandede det hele langt væk. Det var indtil vi fandt ud af, at de ikke får penge for det – ikke mange i hvert fald, og det derfor er meget naturligt at konsulatet er placeret i forbindelse med deres kontor. Vi følte os lidt skyldige for at have svinet dem så meget – internt dog, men vi havde vist også vist en smule utålmodighed, da herren, der var “konsul” i guess, ville små-chatte. Oh well det virkede nu også som om de anså for os at være lidt småskøre sådan at gøre så meget besvær ud af at stemme – det er nok forskellen på danskere og amerikanere. Anyways – vi fik stemt og kan nu krydse det af på tjeklisten også: Tjek – stemt i Honolulu

Hjem til hotellet, en sandwich og så begav jeg mig ellers ud for at surfe for første gang med den lokale in-hostel surf-instructor Andy. Lige de første par minutter var jeg ret ustabil på brættet, bare det at padle var en udfordring. Men man vender sig hurtigt til det og så er det egentlig bare lidt hårdt arbejde med al den padling og en masse sjov. Jeg kom da i hvert fald lidt op at stå og havde en masse sjov. Jeg fik da også nakket Andy samt skåret min fod på revet, men man må yde for at nyde ikke:) Jeg var kommet lidt hurtigt ud af døren og havde derfor ikke fået særlig meget solcreme på baller og ryg – og det lærte jeg så på den hårde måde. Det er brunt nu  Desværre er der ingen billeder af mig der surfer – men Andy sagde også, at det kun var sorte mennesker der ville ha billeder med surf-brættet… hvad det så skal betyde…    

Billeder til højre –> Hawaii Selected og Hawaii Selected 2. (links til facebook men tilgængeligt for alle – tror jeg:))

Howdy cowboy

Som en ny weekend lurer føler jeg lige for at opdatere om den sidste uges tid. Vi har været lidt pressede de to sidste uger i et desperat forsøg på at komme lidt foran i de mange afleveringer – for om lidt er det Hawaii-tid! Jaaaa – om en uge på denne tid er vi på Hawaii – sikkert lidt tipsy på en strandbar med røde kinder både pga. de farverige drinks med små paraplyer i og fordi vores blege vinterhud har suget til sig af solen. Vi havde et lille Hawaii-møde og middag med nogle af de andre, vi skal afsted med, bare lige for at sige hej til dem vi endnu ikke kender og vel også for at have en undskyldning for at være lidt excited uden folk kigger underligt på én. Næste middag bliver i Honolulu i sommertøj! Det er lidt en ambivalent følelse – på den ene side glæder vi os jo vildt meget ”jaaaahh en uge i solen med afslapning, surfning og aloha”, og på den anden side er vi ”shit kun en uge til at lave alt det her arbejde, vi skal ha færdigt”. 

Så lidt travlt har vi, især i den her uge, og noget socialisering bliver der nødvendigt sagt nej til – som pumpkin carving i forbindelse med halloween desværre. Men en enkelt bytur er det da blevet til – selvom det ikke var en udklædnings-fest. Og så lidt alligevel… For sammen med team norway, Nadine (den dertilhørende lille schweizer) og Karin var vi fredag på besøg hos “Tonys old time portraits studio”. Vi kunne vælge mellem forskellige stile – cowboy, saloon, indianer, canadisk mounty, store kjoler…  De havde store malede baggrunde til hvert tema samt diverse rekvisitter og så klædte de os ellers ud som var vi påklædnings dukker…. Ole og Jørgen blev meget resolut hældt i to sherif uniformer – og bedøm selv – men manden havde jo ret, det er jo doc holliday og billy the kid (?)! Vegar stod hårdnakket på, at han skulle være hill-billy, så det fik han lov til og så blev der ellers taget hånd om os piger af den lettere excentriske 60-something frue af forretningen. Netstrømper, korsetter med snørreliv (og der blev snørret skal jeg hilse og sige!), strømpebånd, fjer i håret og det hele var ganske autentisk. Så var der bare lige nederdelene som jo skulle kunne passe både tykke amerikanere og kleine japanere - det havde de løst ved mere eller mindre sprætte nederdelene op, så de var  åbne næsten hele vejen bagi! Tænk på det når I ser på billedet igen Heldigvis kan man så sige, var vi blevet iført et par lidet charmerende gamle oversize herre-shorts til at dække det værste – kønt syn. Godt, at det var front still-billeder Og det må man ellers gi’ hr og fru fotograf, de vidste hvordan det billede skulle stilles op. Du skal stå her – dig der - op og sid – hovedet den vej - foden der – hagen her og så ellers masser af små rekvisitter, der blev udskiftet med jævne mellemrum. Penge i strømpeholderen, drinks, shots, pistoler, geværer, øl, champagne eller jack d flasker i håden - og så var det ellers bare om at holde stillingen og følge instrukser, hvilket ikke altid var lige nemt, når man kiggede på hinanden og mest af alt havde lyst til at danse can-can og grine. Forskellige rekvisitter og forskellige ansigtsudtryk og positurer og så 25-30 shoots senere. Omklædning samt ½ time til at vælge præcis de forskellige fotos vi ville have og beskedne 30 $ fattigere begav vi os tørstige ud i nattelivet.

Det endelige resultat ses her

 

Nå- hvad er der ellers sket udover skole… Jo vi har fået sendt skemaer til Århus om optagelse på valglisten. Sikke et besvær – de er ikke meget for at vi skal få lov til at stemme. Forhåbentlig når det hele at blive registreret, men det er nu ikke nemt når det tager 5-7 arbejdsdage at få alm. post til DK og så skal det også igennem bureaukratiet… Og så tager vi til Hawaii. If all goes well – det bliver lidt snært på – så kan vi stemme på det danske konsulat i Honolulu – hvilket jo i og for sig kunne være lidt fedt.

Nå nu vil jeg smutte – vi har hentet en film fra den fantastiske interne hub her på campus. 10-15 min. og så er der ellers hvad hjertet begærer af film eller serier, we love u uvic hub :)

Forældre-weekend incl. alt for meget god mad og rødvin og whale watching!

Vi tilbragte hele sidste weekend inkl. fredag og mandag med Oles forældre, der efter en tur igennem the rockies og Vancouver kom til Victoria for at besøge os. Det var super hyggeligt med masser af god mad og rødvin hver aften. Derudover lejede vi en bil og vi fik derfor også set lidt af Victoria og sydspidsen af Vancouver Island som vi nok ellers ikke kommer til at se.

Fredag lagde vi hårdt ud med  middag på “the cactus club” – byens nok mest unge hippe spisested med meget dæmpet belysning, fancy indretning og ikke så dæmpet baggrundsmusik. Måske ikke lige stedet, man tager forældrene hen, men de skulle jo se, hvor vi går hen og maden er altså god. Om ikke andet så kunne vi da i hvert fald allesammen blive enige om, at nogle af teenagepigerne var meget let påklædt taget temperaturen i betragtning…

Lørdag stod vi tidligt op – efter vores rytme i hvert fald:- ) og kørte op af kysten til Port Renfrew – det første sted på Vancouver Island, der er fri af USA’s kyst, så der var fri udsigt til Stillehavet. På vejen dertil fik vi en fantastisk frokost på en lille fransk restaurant med panorama udsigt – den slags skjulte perler, man ikke aner er der, før man ved en tilfældighed kører forbi og holder ind. Selve Port Renfrew var ikke meget ved, selvom det nu var charmerende på sin egen måde. Vi holdt ind ved selve havnen og havde forventet lidt – byen hed jo PORT Renfrew. Det var en lille fiskerhavn, der fungerede som udgangspunkt for 4 kuttere, godt beskyttet i den naturlige bugt, men Stillehavet var der ikke meget af. Vi begav os lidt heldigt ud af en mindre vej, der endte ved Juan de Fuca National Park. En gåtur gennem den fugtige skov og vi befandt os ved Botanical Beach – en fantastisk smuk strand med brydende bølger og udsigt til Stillehavet. At vi så havde det smukkeste efterårsvejr med høj sol og ingen vind gjorde hele oplevelsen endnu mere unik.

 

Søndag tog vi på whale whatching – fantastisk tur! Os fire + fire af vores venner herovre, der heller ikke havde været afsted endnu mødte spændte op søndag morgen, klar til at møde nogle hvaler! Efter lidt forvirring gik vi ned til havnen, hvor vi var så heldige at få udleveret evigt charmerende gule jumpsuits, der posede alle de rigtige steder og som accessory et par hvide havehandsker. Vind og næsten vandtæt og så var vi ellers klar til at begive os til havs i vores overdimensionerede gummibåd.

    

Først sejlede vi et godt stykke ud øst for Vancouver Island, hvor der var blevet spottet spækhuggere aftenen før. Desværre var de svømmet videre – de kan tilbagelægge flere 100 km på et døgn, men tilgengæld mødte vi en flok Dall’s Porpoise - marsvin der ligner mini-spækhuggere med sort/hvide mønstre, der legede i vores bovbølge! Der er video under whale watching til højre… Vi sejlede tæt på en flok kæmpe søløver, der stoppede op og kiggede på hvad for nogle underlige nogle vi var, og sidst men ikke mindst havde vi nærkontakt med pukkelhvaler, hele fire af slagsen. Vi var så heldige, at en af dem nærmest svømmede rundt om os ca. 5-10 meter fra båden – et kæmpe dyr med store knopper på bagkroppen og en gigantisk hale. Og selvom det tog et par forsøg fik vi det berømte “hale-billede” lige når den dykker slår den astadigt med halen og forsvinder så. 

 

Og i øvrigt ved vi nu også, at hvaler har dårlig ånde. På en afstand af 50 meter kunne vi, når hvalen pustede ud, lugte hvad der mindede om en blanding af tømmermænds ånde og kattebakke… 

Selve sejlturen var også fantastisk – 55 km/t i en stor gummibåd og så ellers ud over spejlblankt hav i solskin, nogle gange med blå bjerge som afgrænsning i horisonten og andre gange, hvor man kunne se havet så langt øjet rakte. Alle 73 $ værd.

Mandag var vi en tur i Butchard Gardens, og selvom man selvfølgelig bliver mest imponeret første gang var det nu stadig en oplevelse. At de kan holde haven blomstrende indtil midt i oktober er imponerende. Denne gang spiste vi frokost i den gamle hovedbygning. Vi forventede at det ville være forfærdelig dyrt, men i modsætning til deres “high tea” var det helt overkommeligt og maden og omgivelserne var fantastiske. En god afslutning på en hyggelig “lang weekend.”

Mens Birgit og Kaj forberedte sig på den lange flytur hjem, gik vi igang med hvad der var blevet forsømt over weekenden – lektierne. Ikke mere ferie-stemning i denne omgang… Men nu er det tilgengæld snart Hawaii tid!!! 8 dage fra 6. – 15. november, men det skal I nok høre meget mere om…. 

Thanksgiving x 2

Den 8. oktober var det canadisk thanksgiving. Det var lidt svært at få et helt klart svar præcis, hvorfor de fejrer thanksgiving og på et andet tidspunkt end amerikanerne, men den generelle konsensus er, at det er for at takke for høsten som falder tidligere i Canada end i U.S. og ikke som i U.S. for at fejre pilgrimmenes kolonisering.

Så selve pointen med denne aften er i og for sig bare at drukne sig selv i overflod af mad – og det gjorde vi så. Både søndag og mandag. Søndag var vi inviteret til middag hos Karin, en svensk pige, og hendes roommates. Det var en slags “pot-luck” – grovt oversat til gryde-held, så vi skulle bare medbringe en ret – og med Karins forståelse for vores lidt pressede schedule med essays osv flyvende om ørerne, blev vi enige om, at en salat måtte være fint. Lidt forsinkede ankom vi og det var super hyggeligt med 11 mennesker til bords og masser af lækker mad, vin og øl og efterfølgende selskabslege. Skålene blev ved med at køre rundt med mos, salater, brød, gulerødder, dressinger, stegte yams, kogte yams, yams fries – og hvad var det så lige der manglede? De var meget tæt på at snyde os, MEN – der var ingen kalkun. Den åh så famøse kalkun, hele pointen med thanksgiving, og så blev vi spist af med yams i alt for mange udformninger… Nej så slemt var det ikke, jeg må indrømme jeg blev positivt overrasket af, at vegetarisk thanksgiving faktisk kunne være så interessant – og der var jo masser af kage og tærte til dessert – men Ole blev vist en smule skuffet. Kalkun fik vi, eller rettere sagt jeg, så rigeligt af dagen efter…

Dagen efter – på selve thanksgiving day – var det nemlig team norways tur til at lægge hytte til. Ole havde imellemtiden fået ondt i maven og udsigten til fed mad i overflod gjorde ikke ligefrem det hele bedre. Så jeg begav mig i mit stiveste pus ind til byen med 10 min i overskud til at finde den obligatoriske pumpkin pie. Et par uger før havde jeg vist kommet til at tale over mig, sikkert i forbindelse med alkohol, at jeg da sagtens lige kun bakse sådan en hjemmelavet sag sammen. Da realitetssansen sparkede ind sammenlagt med tidsmangel – man kan nok ikke lave en pumpkin pie på 30 min, og slet ikke uden ingredienser - blev det til den bedste fra det lokale supermarked, samt en halv liter piskefløde og en flaske rødvin… At jeg så aldrig havde behøvet nogle af delene viste sig, da jeg kom op i lejligheden. Benoit, en fransk-canadier fra hostellet, havde with a little help from his friends kreeret et sandt festmåltid med perfekt tilberedt kalkun, mos, sovs, hjemmelavet suppe til forret, hjemmebagt – fantastisk – brød samt to tærter og en kæmpe skål schweizisk chokolademousse. Stakkels Ole fik knækbrød med ost til aftensmad, men vi var da så betænksomme, at lade ham være med på web-cam, så han rigtig kunne se, hvad han gik glip af. På det tidspunkt virkede det som en god idé, men måske var intentionerne forbedret af et par coronaer og rødvin.

Alt i alt tror jeg ikke jeg har spist så meget – og vel og mærke god mad – på to dage. You gotta love that holiday…

Regn, symfoni, plakater, Hawaii og andre gode ting…

En lille late night post fra mig. Det står ned i stænger udenfor mit vindue og har gjort det de sidste par timer. Der er træer lige under mit vindue og skov på den anden side af vejen, så man kan selv med lukket vindue rigtig høre, hvordan dråberne plasker – på den ene side beroligende på den anden side en lidt for tydelig reminder om, at nu er det gode vejr altså slut.

Heldigvis holdt regnen en lille pause, da vi tog hjem fra byen. In the spur of the moment tog vi med to af vennerne ind på Royal Theatre i Victoria for at høre aftenens symfonikoncert. 14$ for en student ticket…! Det var helt dejligt at tage ind og høre en klassisk koncert, selvom vi da lige skulle overkomme en sippet arrogant #&%ælling af en dame og hendes kommentar om ”this is not a rock koncert”, fordi vi tilfældigvis stod, hvor hun skulle forbi – jo tak… Måske var vi ikke klædt ud i mink og Paris Hilton make-up, men det er jo heller ikke fordi vi er emo’ere eller andet radikalt. Men anyways og et glas rødvin senere - god oplevelse. Og efter at have oplevet, hvordan publikum faktisk hujede efter første del af koncerten – min tanke “hvor er Robbie Williams?!!” – kan jeg nu tilføje til min liste: hujede som ved en fodboldkamp – til en symfonikoncert – tjek.

En anden ting på min måske mere fysiske tjekliste, jeg kan tjekke af er: plakater. Efter tre dages tur og minimum tre timer til det omrejsende plakatudsalg på campus, fik jeg indkøbt og ophængt plakater lige som det skal være. Så nu adskiller mit værelse sig i det mindste en lille smule fra de 500 andre på campus. Lidt mere hjem med lidt farve på væggene, en tiger, monty python, forårstræer, røde farver og lidt blandet godt – 80$ for plakater er måske meget, men det varmer. Jeg kan lægge et billede op, men skal vist liiige have fjernet det værste vasketøj før mit værelse skal på nettet…

Og apropos dårligt vejr, eller netop ikke, så er der nu planer i støbeskeen om en lille tur til HAWAII! når vi har reading break i november. En flok udvekslingsstuderende tager derned, 330$ for returbilletten (excl ophold), sommer, sol, farverige drinks og endnu en chance for at bruge sit sommertøj – det er vældig fristende. Og nu når vi ikke har tid til at tage til Seattle denne weekend som ellers håbet, så er der jo næsten ingen grund til ikke at bruge de penge på Hawaii, og så slå to fluer med et smæk og kigge Seattle på hjemvejen… Men der skal selvfølgelig også være råd til de to ugers skiferie i december! Yes du hørte rigtig – vi har ingen eksaminer i ordets bogstaveligste 4-timers skriftlige eller mundtlige forstand – kun final essays, der alle skal være indleveret den 7. december, hvilket så giver os to uger inden jul! Det største problem er så om det skal være Whistler eller the Rockies, der er mange delte meninger om emnet, og hvor det liige er man finder det bedste pudder. En uge hvert sted kunne selvfølgelig også være en løsning :-p Det kommer også lidt an på, om vi kan få møvet os ind – eller jeg mener få gjort os gode venner med – en, der har eller kender nogen, som kender nogen, der har en skihytte et eller andet sted. Allerede et prospekt på denne front er en canadisk pige, der er med i det såkaldte “buddy program”, som vi visiterede fredag egentlig pga udsigten til gratis pizza. Fortsættelse følger…

Ellers ikke meget nyt – alt for mange essays, de næste par uger bliver hårde, og alt for mange ting, vi gerne vil. Hvorfor er det man skal lave skolearbejde, når man føler man er på ferie?! Og I kender mig – jeg hader at gå glip af noget, så hellere få stress af at sprede sig for meget og forsøge at være to steder på en gang. Hvilket fungerer rigtig dårligt, når man i bund og grund er ret doven…

Camping Camping Camping…

Så er det vist blevet min tur til at skrive lidt på bloggen, det har næsten ikke været muligt at komme til at skrive, da juli har været logget på hele tiden eller noget….

Jeg vil skrive lidt om en campingtur vi var på her på Vancouver Island. For 2 uger siden, var vi i byen om fredagen og mødtes med vores norske venner Jørgen og Vegar. De er nogle utrolig festlige typer på vores alder og vi har haft nogle ”møder” hvor vi var glade for at vi udgav os som svenskere. Denne aften var ikke meget anderledes, dog spurgte de os om vi ikke ville med på en campingtur, sammen med en masse folk fra det hostal de boede på. Dette lød jo som en fantastisk ide og næste dag blev vi hentet af en pige vi ikke havde mødt før og begav os afsted til destination ukendt. Vores såkaldte Guide på turen, var en fyr der hed Bob, han er en meget tåget fyr selv når han er ædru (hvilket vi ikke har oplevet meget), men udover det en utrolig flink fransk canadier. Det viste sig desværre at Bob heller ikke helt vidste hvor vi skulle hen, men efter flere 1-2 timers forsyningsstop drejede vi af op af en grusvej, som benyttes til at transporterer træstammer ud af skoven. På disse veje er der tit flere huller end vej, hvilket sikkert ikke er så slemt for en 20 hjulet kæmpe lastbil, men en overpakket Ford Escort er absolut ikke egnet til sådan en vej!!! Efter 1 times kørsel på grusvejen stoppede bilen foran os og Bob forklarede os at han ikke helt vidste om det var den rigtige vej kl. Var 23.00, så både tiden og vores tålmodighed var ved at løbe ud og især Lindsey som var ejeren af ,den nu ret smadrede Ford Escort, var meget rød i hovedet. Heldigvis for Bobs helbred kom den eneste bil vi havde set på grusvejen, kørende netop da vi var ved at vende om, og fortalte os at der var et lille camping område 12 km længere op ad vejen. Vi ankom 23.30, slog vores telte op, købte brænde og begyndte at lave bøffer, pølser og grønsager over bålet alt imens vores humør steg i graderne.

Der var en ufattelig smuk stjernefyldt himmel og det vidste sig at teltpladsen lå lige op til en sø (Youboo lake), som vi lå og stenede ved indtil langt ud på natten. Det var helt perfekt, hvis man lige ser bort fra at den meget sur camping dame – den lokale Blairwitch, ikke mente at det var passende at lave mad og drikke ”lidt” kl. 24.00 om natten og hun 100% havde smidt os ud hvis ikke lige lågen til camping pladsen var blevet låst kl. 24

Juli og jeg havde ikke haft mulighed for at købe nogle sovepose, så vi havde medbragt 2 tæpper som vi tænkte sagtens kunne holde os varme i den lune sommernat. Vi tog fejl! Jeg vågende kl. 06.00 og kunne på ingen måde sove mere, heldigvis for juli var der nogle skøre mennesker med på turen, der skulle op og fiske på samme tidspunkt, så Juli lånte en af deres soveposer og faldt i søvn 1 sek. efter. Søndagen gik med at se på de flotte omgivelser rundt om søen. Campingpladsen lå inde i en tempereret regnskov med store gamle træer.

En del af gruppen syntes at de lige skulle svømme over til en lille ø, der lå meget ”tæt” på kysten, hvilket forårsagede, at en af dem frøs så meget at han blev sejlet tilbage til kysten af en flink jetskier.

Os fra Ikke-ø-svømmer-gruppen som stadigvæk havde kræfter til at stå op, besluttede os for at tage ud og tube. Vi skulle dog lige have kaldt resten af gruppen ind fra øen, så Maxine aka den friske messenger-beaver svømmede ud bare for at kalde dem ind. En lidt usikker beslutning på baggrund af 24 timers druk og øl til morgenmad men hvad… Efter endnu et par timer forvirret køren rundt fandt vi endelig udgangspunktet for tubing. Vejret var stadig super godt – høj sol og 25 grader så selvom kl. var 5 pm var der ingen tvivl om, at vi skulle ud og tube.

Juli og jeg havde lidt forventet at tubing var lidt af det samme som rafting, bare med en gummiring i stedet for en gummibåd, vi tog fejl Igen. Tubing handler om at man sætter sig ned i en gummiring i badetøj, med en masse forsyninger – øl – og så lader man strømmen fører en 3 km ned af floden i et tempo som gangbesværede skildpadder ville håne. så selvom det ikke helt var hvad vi forventede, satte vi os i tuben og begav os ned ad floden, på en tur der skulle vise sig at tage lidt over 4 timer. If life deals you lemons, you make lemonade – eller noget lignende. Så frem med ølene… Det var ufatteligt afslappende og flot at se flodbreden fra dette udsyn, men da juli og jeg indså at solen nok ville gå ned inden vi nåede opsamlingspunktet begyndte vi at padle og vi nåede da også stedet 1 time efter solen var gået ned, i en nogenlunde varm og semi-ædru tilstand, hvilket man ikke kunne sige om de andre da de ankom 1 time senere . Pigerne frøs så meget at deres ben krampede og flere af fyrende havde delt deres frokost med fiskene, især vores dedikerede guide Bob var så fuld at vi måtte Bob-sitte for at være sikker på han ikke skadede sig selv eller andre. Det blev så tilfældigvis min tjans på en meget mørk vej med hurtigt kørende biler, hvilket jeg ikke ønsker at opleve igen. Til sidst fik vi dog læsset Bob ind i vognen og vi var hjemme kl. 01 efter en meget begivenhedsrig campingtur.

Så kom efteråret…

Så blev sommertøjet endelig pakket væk, nu gav sommervejret op, i stedet er regnbuer blevet almindelige og de dertilhørende byger og skyer.

Træerne er begyndt at smide bladene, og byture hvor ens eneste overtøj er en “øl-jakke” resulterer i en gedigen forkølelse. Det kan vores residerende Aussie skrive under på. Han kommer fra Perth, hvor jakker åbentbart ikke er hvermandseje, og derfor var han kun iført en tynd cardigan som det eneste overtøj til tirsdagens fødselsdagsfest på stranden…

Hyggeligt arrangement i øvrigt – franskmanden Benjamin inviterede til barbeque på stranden. Han insisterede på, at vejret nok skulle være fint, for han havde i hvert fald været flink det forløbende år – og det passede åbentbart. Der var den vildeste fuldmåne og vi havde stranden helt for os selv – så ja uden at blive overstrømmende – det var meget pænt.

Vi havde ikke medbragte andet mad end øl – og heldigvis havde Ben sørget for grillspyd. Men tilgengæld ikke nogen rist – ved ikke hvad franskmændene havde tænkt sig – kaste maden ind i bålet og..? Der var heller ikke meget back-country cook over Aussie’en i sin tynde cardigan. “Nød lærer nøgen kvinde at spinde” eller… – i hvert fald var jeg sulten og så må man jo grave efter sine long lost eller nok nærmere aldrig opdagede survival-skills – hvor kom de fra? – og i bedste McGyver møder BS-stil ind i skoven, knække nogle grene af og vupti – en improviseret grill. At fordelingen af varme nok var lidt variende er en mindre detalje, men jeg fik i hvert fald et par ganske fine spyd – for helt ærlig BS får jo nok også det bedste stykke af hvilket dyr han nu dræber. At vi var så flinke at gemme det mest brankede forkullede et af slagsen til fødselsdagsbarnet er så en anden sag, men vi havde jo trods alt givet ham et potpouri af øl fra Tyskland, Danmark, Finland, Canada og Kina – in the true spirit of internationalism – så hvad mere kan han forvente, han er jo trods alt fransk Men bål, strand, fuldmåne, mad, øl, whisky og glade mennesker udgjorde i hvert fald den perfekte kombination til at fejre en stakkels franskmand a long way from home. Fællessang og nat-badning,

dog kun for den anden skøre franskmands vedkommende, to skrigende japanere, der skal finde deres vej igennem skoven i mørke og den aften var en succes. Billeder her:

http://au.facebook.com/album.php?aid=16022&l=9c970&id=685395932

og flere billeder under Victoria både fra fødselsdagen, men også blandede billeder blandt andet fra forrige uges pubcrawl og sidste uges tur til Vancouver. Ja der er mange billeder – håber I gider at se dem, ellers lad være Hvis I synes, vi tager mange billeder skulle I bare se nogle af de andre studerende, når én tager et kamera frem spreder det sig som en løbeild og med stor sandsynlighed har 75% kamera med ligegyldigt, hvor vi befinder os…

Pub/Club crawl – ganske underholdende. 4 klubber, et par shots sandsynligvis uden alkohol, et pizza-slice og en oversize t-shirt – opskriften på en teenage druktur eller en alt for dyr pubcrawl på et skisportssted og det var det i princippet også.

Men det ser vi os hverken for fine eller for gamle til, så frem med den permanente sprittusch og igang med at skrive barnlige perversiteter – for “haha, det står på dansk, så de forstår det jo ikke alligevel…” Og permanent – ja tak spassere, der tænkte I nok ikke lige på, at den går igennem lav kvalitets t-shirten og sætter fine røde streger på min yndlingstrøje indenunder… En fin grænse mellem succes og fiasko, men vi var en flok internationale studerende og selvom den inkluderede “sprut” var uden alkohol blev vi jo fulde alligevel, og lidt hypet og høj på sukker kan man vel heller ikke undgå at blive, når man render rundt med ca. 70 andre idioter klædt i matchende hvide t-shirts med ulæselige tuschstreger på.

Nye billeder!

Så er der uploadet billeder – albummet Canada er blevet opdateret med billeder fra heeeele vores tur, de nyeste forrest, så I behøver ikke se dem allesammen igennem igen. Der er også kommet et helt nyt barn i klassen – Victoria – med lidt blandede godter. Feel free to comment og spørg endelig, hvis der er noget på et billede, der ser helt galt ud – måske vi kan forklare, hvad der sker. Der er også en overflod af billeder taget af andre studerende her på UVic på facebook, for dem, der har lyst til det….

Fag…

Så er der gået lige lidt over en uge siden sidst. Tekstproduktion har vi så rigeligt af udenfor bloggen – 18 essays/papers fordelt på 3 fag excl. afsluttende essays, men det er faktisk helt befriende bare at få lov til at blabre løs – og på dansk! Vi er ved at være så sprogforvirrede nu, at vi tager os selv i at snakke engelsk indbyrdes, og det hænder også, at tekstbeskeder og lignende får karakter af esperanto eller nok nærmere volapyk

Helt ind i rytmen er vi nok ikke kommet endnu, læsningen er intet problem, men rutinen med at skrive 2 essays om ugen er ikke indarbejdet. Vi endte op med at tage de tre samme fag: Politics of Social Movements (Political Science), The Individual in a Social World (Sociology) og Political Ecology (Environmental Studies). Tre meget spredte fag, men det gør det jo ikke mindre underholdende. Vi prøvede yderligere to sociologi fag af, men af forskellige grunde – og ja vi er måske lidt dovne – droppede vi dem. Især det ene havde vi forventet os meget af – Elites and Society, men det viste sig paradoksalt eller måske åbentlyst, at professoren var sindssygt arrogant, 70 % af karakteren bestod af tests, og som han sagde “I can’t possibly understand why students continuously complain about the difficulty of these tests” efterfulgt af en regulær svada om, hvordan den generelle standard hos de studerende var faldende, og det jo i hvert fald ikke var pga lærerne eller faciliteterne, så hvad mon det så var… Så spændende var selve faget så heller ikke

Det andet fag Political Sociology var ellers også lige i øjet rent fagligt – det kom omkring mange forskellige emner og virkede interessant. Her blev vi næsten blæst omkuld af den indviklede procentvise fordeling af karakteren, som skulle sikre, at vi fik læst osv. 50 % tests – 4 ud af 6 tæller eller sådan noget, 5 essays i løbet af året tæller hver 6 %, 10% er deltagelse i timerne – dumme spørgsmål og sådan og så 5% spørgsmål inden timen. Og så tæller the final essay selvfølgelig også noget – og så røg vi vist over 100 %…

Environmental Studies tænker nogen af jer sikkert – hvad laver vi der? Joh det er der en ganske naturlig forklaring på eller… Jeg tror egentlig vi tilmeldte os faget i sin tid pga af titlen i troen det var noget andet Men efter vi var til faget første gang lød det faktisk meget spændende – selvom vi går og joker med, at det er et greenpeace fag. Professoren lagde ud med at fortælle om sin tid i greenpeace, og der var vi tæt på at udvandre. En selvironisk joke senere om, hvordan han prøvede at omvende folk ved at gå fra dør til dør med brochurer med gummiænder på og punchlines som “Do you wanna kill your own child?!” med hentydning til phalater i plastik, og vi blev hængende. Og som professoren sagde: så er det i hvert fald nok det mest relevante tidspunkt at tage sådan et fag på… Så efter at have “shoppet” lidt rundt efter fag (man kan i princippet gå til så mange forskellige fag man vil og så bestemme sig inden d. 21. september) endte vi op med et “miljø” fag. Selvom environmental studies ikke er et selvstændigt major på UVic, går de meget op i miljø og genbrug – i hvert fald set ift USA, og på det private niveau med recycling også mere end i DK. At det så vist ikke heeelt hænger sådan sammen på det nationale politiske niveau er jo noget helt andet. Al Gore kommer faktisk og taler om miljø og global opvarmning her i Victoria, arrangeret af UVic studerende. Stort stort. Det koster nu alligevel 200 $ så synes nok ikke helt, det er det værd. Han er jo ingen Bill Clinton  

Politics of Social Movements siger lidt sig selv. Professoren er super dygtig, og åbentbart også ganske kendt eftersom flere studerende – fedterøve – forklarede, at han var grunden til, de tog faget. Undervisningsformen er seminar-lignende, 25 mennesker samlet i direktionsmøde-stil med professoren knejsende for enden, som kongen han er, og så er der ellers lagt op til små 3 timers rundbordsdiskussion. Og her deltager man! Der bliver nøje holdt øje med, hvem der byder ind og det er ganske obligatorisk ellers ryger en procentdel af ens karakter lige ned i lokummet. Kvantitet fremfor kvalitet, og lidt kaffebordsdiskussion til tider, men det var nok ekstra slemt, fordi det var den første time.

The Invididual in a Social World er et rigtig typisk sociologi fag med hvad det så indebærer af gode og dårlige ting. Masser af primærtekster og lange oplæg fra professoren, men – og det er selvfølgelig subjektivt – interessant indhold og oplæg til masser af overvejelser. Heldigvis for faget, for ellers kunne det nok blive tørt som kiks, er det spredt ud i 1 time over tre dage. Dette fag er med til at skubbe antallet af essays/papers godt på vej mod de 18, da vi udover 5 1-sides essays over litteraturen skal diske op med 5 personlige journals som han kalder dem. Praktisk anvendelse af teorierne på vores dagligdagsliv – jo tak.

 Vi valgte kun at tage tre fag, selvom udgangspunktet egentlig var fire – også fra AU’s side. Vi tvivler nu ikke på, vi nok skal få de ects point for det, som vi skal have, da arbejdsbyrden og niveauet fint burde stemme overens, og andre AU’ere kun har haft tre. Og helt ærligt så er det akademiske jo ikke den primære grund til vi er her – det er den samlede oplevelse, mennesker, kultur osv.

And on that note – nu må jeg vist også stoppe med at procrastinere og komme igang med netop ét af de fantastiske essays…

Hverdag, fag og mad…

Så er hverdagen endelig ved at indtræde herovre på UVic. Endelig er måske så meget sagt, for vi har jo haft en fantastisk tur hertil og de første par dage på campus uden timer har også været ganske underholdende. Masser af søde mennesker og cluster housing er også helt i top. Den generelle stemning er stadig lidt ferie-agtig med godt vejr – en desperat sidste chance for at få brugt sit sommertøj. Selvom jeg nok skulle have tre par shorts, to nederdele og fem toppe under kjolen for at få det hele brugt – hvorfor var det liiige jeg pakkede som om jeg skulle to uger til Seychellerne?!

Vi har haft de første par fag herovre nu, og det ser helt sikkert lovende ud. Fagene er ikke så læsetunge som derhjemme, til gengæld er de helt gale med, at vi skal producere en masse tekst og tage forskellige former for tests. Ikke megen tillid fra professorernes side til, at vi faktisk er her af egen fri viljeJ Men måske de bare er lidt mere dovne de canadiere… 300- og 400 level fagene er umiddelbart fint på niveau med hvad vi kan, selvom der selvfølgelig er huller, når det nu er perspektiverende fag til vores grunduddannelser. Men selvom arbejdsbyrden så ikke er helt undseelig, skal vi nok få tid til et par øl eller to. Vi mødes regelmæssigt med en flok af de andre udvekslingsstuderende, og så deler vi jo hver vores lejlighed med tre roommates, så mennesker er der nok af, hvis man har lyst. Jeg er som nærmest flyttet til Asien: to piger fra Taiwan og en fra Japan. I det mindste ingen fra Kina , når de nu ikke har det så godt med Taiwan. Jeg kunne i hvert fald godt blive lidt bitter, hvis jeg boede med en svensker, som påstod, at Danmark ikke var et selvstændigt land, men bare en del af Sverige. Og så lige Sverige! De to piger fra Taiwan med de engelsk-klingende navne Stella og Joyce er ikke de største festaber. Deres navne har de i øvrigt fået fra engelsktalende lærere, da de var børn, for de var jo nemmere at udtale…! Godt det ikke forholder sig sådan i Danmark – så skulle jeg jo nok have skiftet navn til Julie eller Julle cirka 1000 gange. Men som sagt – søde piger, men ikke nogen jeg har så mange fælles interesser med. Derudover er deres penge vist ikke rigtig noget værd, så budgettet er så stramt, at 5 $ til en brugt microovn er out of the question ligesom én toiletbørste da er nok til to toiletter… :-S Måske vi også har et andet forhold til hygiejne…

Min lille japaner - Haruna hedder hun, har tilgengæld rykket lidt på mine fordomme om asiater. Ellers er det måske bare, at jeg aldrig har set en japaners mørke side før Hun er klar på øl hver aften, selvom hun selvfølgelig bliver hønefuld efter en pint, og så er hun den ærede præsident af vores nyoprettede klub “Kissing girls when you are drunk”. Long story short – man kan kun være medlem, hvis man kan fremvise bevis på, at man har kysset en pige.  

Et par canadiere bliver det da også til – vi mødte et par gutter til frokost i forgårs, som spurgte om vi ville med ud og besøge nogle “ink-holes” ½ times kørsel udenfor Victoria her i weekenden… Så vi må se, hvad det bliver til.

Én af fordelene ved at bo i cluster er, at man ikke behøver være med i en meal-plan, der ikke er helt billig, og at man til gengæld kan lave sin egen mad. Det lyder jo alt sammen meget godt, men hvor meget mad er det lige man får lavet, når man render rundt nede i byen og drikker øl eller spiser stor frokost på havnen? Indtil igår aftes var det ingenting. Det hænger også lidt sammen med, at vi ikke rigtig har haft noget at kokkerere i. Det var Haruna og jeg ude at købe igår i en vaskeægte Walmart. 8 rækker med dåse- og frysetørret mad fra gulv til loft, men ingen friske grøntsager og frugt – ikke så underligt, nogle mennesker er fede herovre… De to taiwan-piger har selvfølgelig medbragt deres egen lille søde gryde og en mini-pande, men helt ærligt – det kan jeg altså ikke rigtig lave mad i. Efter mine forhold kan der ikke engang laves pasta til én i den gryde, men de er selvfølgelig heller ikke så store, så for dem er det sikkert nok.

Maden er en del billigere herovre. Og det gælder både mad på uni, supermarkedet, grønthandlere og på restauranter. Især det sidste gør det jo ikke ligefrem nemmere at overtale sig selv om, at nu skal man altså hjem og lave sund og billig mad i stedet for liiige at spise en gang sushi, pasta eller frisk tunbøf. Generelt er maden på restauranter af fin kvalitet – man får selvfølgelig hvad man betaler for, hvilket også betyder, at hvis man finder en restaurant bare lidt væk fra centrum får man mere for pengene. Og en sjov lille kulturel forskel: det er fuldt ud acceptabelt at tage rester med hjem, ja sommetider kan det endda være uhøfligt ikke at tage maden med hjem, for man har jo betalt for det og ellers ryger det jo bare ud…

Frisk frugt er billigt og godt og frisk mælk drikker de heldigvis også masser af herovre – prismæssigt på samme niveau som i DK. Det eneste jeg faktisk rigtig savner, er et godt stykke brød. Jeg har helt opgivet at spise sandwich, burgere og morgenbrød… Ja selvfølgelig savner jeg rugbrødet, men også bare et ordentligt stykke lyst brød, der smager af brød og ikke af enten kage eller pap, ikke er fyldt med luft, men faktisk har substans og for guds skyld, så bag dog brød med skorpe! Det tætteste jeg er kommet på noget brødagtigt, jeg gider at spise, er en “bran muffin” og for dem, der ved hvad det er, så er der altså lang vej til rigtig brød… Nordmændene har fundet et svensk bageri et eller andet sted i byen – med rugbrød! Gode nyheder, min søndag er afsat til at finde det.

First day of school, first day of school, wake up, wake up, first day of school

Så var det igår – den første dag. Og så ikke helt alligevel for det var jo kun en intro dag. Masser af information, noget af det en smule unødvendigt dog, som for eksempel et halv times langt oplæg om study permit og visum. Hvis man har brug for det, har man det jo nok allerede – ellers var man ikke kommet ind i landet, og hvis man ikke har brug for det – så har man ikke brug for det… :-S Ikke for at brokke mig eller noget  Et underholdende indslag var oplægget om brugen af marihuana og pot - vi fik i hvert fald slået fast, at det fuldt ud var socially acceptable i British Columbia generelt faktisk, men “don’t make no mistake about – it’s illegal” og så rødmede vores guide ellers… 

Ellers ikke så meget spændende rent fagligt. Vi fik mødt et par mennesker eller to – tror samlet vi var 60-70 – heriblandt ca. 25 japanere/kinesere, der åbentbart allesammen læser til ingeniør, en 18-årig dj fra Ecuador, et par musikalske mexicanere, en new zealænder vi overhovedet ikke kunne forstå!, en botswaner med trang til teater og et par tørstige nordmænd. All in all ganske underholdende, måske lige på nær det over-pædagogiske teatershow om kulturelle problemer – nej tak. Hyggeligt var det, men lidt for lidt øl og casual social hygge involveret – efter vores mening i hvert fald Men det hænger jo nok tæt sammen med, at øl-spil for eksempel er en 2. level offense (ud af tre) på linie med at tage stoffer! At det så også er lige så slemt at brænde røgelse og tænde lys er så en anden side af sagen – ikke fordi vi kunne finde på det alligevel, men det er jo ikke pointen. Fair nok, øl-spil er de ikke glade for på UVic, så en gang øl-stafet eller bowling på campus arrangeret af ældre studerende var ikke ligefrem en mulighed.

Over fælles-middag senere snakkede vi med over-guiden om det, og hun kom selvfølgelig med mange fornuftige forklaringer for i øvrigt til sidst selv at drikke en corona Det er de overbeskyttede 15-16 årige amerikanere (her brugt som en måske smule nedsættende fællesbetegnelse for alle nordamerikanere), der går fuldstændig amok og slet ikke kan håndtere alkohol, og det skulle vi nok selv komme til at opleve i starten af næste uge, når de nye kommer på campus. Lige pludselig er vi en lille smule gladere for at bo i cluster med bare lidt ældre studerende… Så helt galskab er det naturligvis ikke, selvom det for os danskere og et par nordmænd vi hyggede med igår, virkede lidt skørt, at det er helt okay at ryge pot på campus i fuld offentlighed, ja de er faktisk en klub der mødes regelmæssigt, men at man bliver straffet hårdere for at spille en gang pyramide eller endda for at samle en af kaninerne op… Det sidste var vist i øvrigt en misforståelse – faktisk et bedre eksempel på kulturel faux-pas end de optrædende pædagoger på stoffer. En japansk pige, der har studeret på UVic i et par år, troede en af hendes venner havde fået en bøde for at samle en and op i en park, og hun troede derfor det gjaldt alle dyr – måske et kidnapnings spørgsmål i don’t know. Det kom dog frem, at den såkaldte and var en canadian goose, som er et beskyttet dyr og genstand for stor canadisk stolthed. De er nu skøre – på en sød måde – de kinesere…

Hyggelig aften med dobbeltdecker bus rundt i Victoria og middag på kinesisk restaurant efterfulgt af en god potion øl på det lokale hostel, hvor nordmændene bor måneden ud sammen med en del andre internatiolnale studerende, heriblandt den anden danske pige herovre - the place to be åbentbart. Hyggelig lille bar, fair-priced øl og underholdende mennesker, incl. en belgier med maske (det kommer der også billeder af) og en new-yorker med samme filmsmag som Ole, så det var et sikkert hit :-)

En tur på disk, en nordmand, der blev ved med at undskylde, hvor fuld han var, selvom det egentlig ikke var så slemt, en technodansende franskmand, en taxa hjem til 100 kr og så var den aften en succes.

I aften skal der afsluttes, hvad der blev startet – nemlig fejringen af en af vores medstuderendes fødselsdag (tillykke maxine), så helt stille bliver det nok heller ikke i aften. 

28. august – Ankommet!

Så ankom vi endelig til endestationen – i bogstaveligste forstand. Nu kan vi næsten ikke komme længere væk hjemmefra, her stopper Canada i hvert fald. Færgeturen  fra Vancouver til Schwartz Bay på Vancouver Island var meget smuk. Solen skinnede og vi tilbragte hele turen ned langs kysten på dækket med udsigt til stejle klippeskrænte og hemmelige strande.  

Vi besluttede at tage en taxa fra busstationen i Victoria til UVic – 20 CAD fandt vi ikke slemt i forhold til, at vi så slap for at slæbe vores sindssygt tunge kufferter af og på busser. Og hvorfor er det lige, at sådan en kuffert bliver større og tungere jo længere man skal rejse med den?!

 Første indtryk af campus: stort, men dog overskueligt (selvom vi da præsterede at blive væk senere på aftenen), masser af grønne arealer og velholdte bygninger. Og kaninerne! Og her skal Ole vist lige have lov at overtage: De er såååååååå søde, små, nuttede, kældne, sorte, hvide, grå og alle vegne….. Bunnieeeeees. Det var vist lige hvad min mandom kunne bære

Jeg kunne rykke ind i mit værelse med det samme, Ole dog først på sit d. 30, så i mellem tiden sover han bare hos mig, selvom det vist ikke er helt lovligt… Fine små værelser, en enkeltmandsseng(!), skrivebord, opslagstavle, indbygget skab, well thats about it. Pænt stort fælles rum, 2 køleskabe (lidt vildt til 4 mennesker) og et supersized komfur, der nu stadig ligner noget fra det 19. århundrede. Vi mødte min ene roommate, en japansk pige, som jeg selvfølgelig allerede har glemt navnet på igen og hendes tyske kæreste som kun går på summerschool herovre. Hyggelige mennesker, selvom hun nu virkede lige rigeligt nervøs over at skulle møde nye mennesker. Men det skal vi nok få gjort noget ved

Om aftenen tog vi til Victoria til dels for at få noget at spise og til dels for at finde noget sengetøj. Sengetøjet var der nemlig ikke blevet plads til, da vi pakkede hjemme i Danmark – der havde det måttet vige pladsen for 5 toppe og en silkekjole, som helt sikkert var vigtigere at få med. Måske ikke den mest praktiske prioritering, ligesom håndklædet blev efterladt til fordel for et par røde stilletter – på det tidspunkt virkede det som en god idé. Men helt ærligt – en pige burde ikke tvinges til at foretage sådan et valg…

Selvfølgelig var det umuligt at fremtvinge et sæt sengetøj efter kl 20, selv efter mange gode råd fra de venlige canadiere, så det endte med vi “lånte” fra naboværelset

Efter at have spist en lækker middag med frisk tun, kæmpe rejer og diverse og drukket gode mængder af alkohol til, fandt vi en bus og begav os hjem til UVic, hvor vi med skræk og rædsel opdagede, at nøglen til værelset ikke virkede til hoveddøren, som i mellemtiden var blevet låst. Fedt – hvad gør man så? Dumme Dänen fanget på et ret mennesketomt campus den første nat i sommertøj uden telefoner eller nogen idé om, hvor vi egentlig kunne gå hen. Tidligere havde vi mødt en vagtbil, som i øvrigt var så rare at vise os i den rette retning, da vi forvirrede stod og ikke kunne forstå, hvorfor vores værelse ikke lå, hvor vi troede det gjorde. Men det ville jo ikke gøre det mindre pinligt, at skulle finde dem igen og evt. be dem låse os ind, fordi vi ikke liiiige havde tjekket, at der var to forskellige nøgler.

Vi bankede og råbte, men ingen lille japansk pige kom til vores redning, så jagten på alternativer gik ind… Anden sal, så man kravler ikke lige ind af vinduet… eller gør man? Det lille spinkle træ udenfor mit vindue kunne ikke kravles i, men hvis man hoppede fra trappeafsatsen på første sal over på taget af karnappen som stuen havde kunne man måske… Så det prøvede vi. Af med sandalerne og i bedste klatretyvs stil over på taget og op på Oles skuldre. Så langt så godt, men selvom vi ikke er de laveste mennesker i verden, kan vi ikke nå to etager. Selv med fødderne på kanten af 1. sals vindue, en ret tynd og ubehagelig kant skal det lige nævnes, kunne det ikke lade sig gøre. Et mislykket forsøg, “jeg kan sgu da ikke hive mig op igennem et vindue i armene” - og så er det, at man forbander langt væk, at man ikke liiige havde dyrket lidt styrketræning. Der var i hvert fald ikke meget klatretyv over mine spaghettiarme… Frustration og lidt trætte tæer, ”hvis bare du var 30 cm højere…” og vups så stillede Ole sig op på kanten af karnappen, der helt sikkert var bygget til netop det formål og ind af køkkenvinduet kravlede Juli.

Bagefter var vi faktisk lidt stolte af at have begået vores første succesfulde indbrud sammen – og så endda på 2. sal.  

24. august – Jasper –> Kelowna

Idag var en køre-dag. Roadtrip fra Jasper nord i the canadian rockies til Kelowna i Okanagan Valley et godt stykke syd på og vestpå. Google maps siger en køretur på ca. 600 km. Selve køreturen var ikke så slem i ”vroom-vroom” (Har Ole fortalt, det var det, vi døbte bilen?) med cruise control og det hele. Til gengæld var vi ved at blive hjernevaskede og pænt trætte af den eneste virkende cd i bilen. Det er næsten ligegyldigt, hvilken musik man hører, så bliver den altså irriterende efter 45 gange på repeat. Forsøg nummer et på at brænde en ny, for vi har jo begge vores bærbare med, går i vasken af uforklarlige årsager, nummer to – computeren går tør for strøm og så havde vi ellers kun én cd tilbage – rolige hænder og masser af tålmodighed, og så havde vi i det mindste to cd’er at vælge imellem. Ellers ikke så meget at fortælle om denne dag – masser af bjerge, bilister, der stædigt nægtede at trække ind og frokost i en lille by in the middle of nowhere. Den unge pige bag disken mindede os om en fyr på et af motellerne – rød hanekam, slidt kizz t-shirt og kun det ene mål i livet at komme væk fra byen, forståeligt nok. Vi ankom i Kelowna til en kæmpe trafik kø, der ikke bevægede sig. Og der fandt vi så ud af, hvorfor de alle sammen kører i kæmpe 4-hjulstrækkere herovre – så kører man jo bare over kantstenen og slår genvej over det nærmeste grønne område. Jo tak – der sidder vi så i vores flyder… Ind på turistinformationen, hvor man kan ringe gratis til hostels, hoteller og b&b’s, og her fandt vi så et hyggeligt værelse hos et tysk par. Aftensmad i byen på en indbydende vinbar – prætentiøs laks serveret på en sten – live musik i parken overfor og sydlandsk stemning, dog lidt skæmmet af firkantede pap-bygninger, der desperat prøver at ligne noget de ikke er – nemlig huse med historie, der har ligget der i mere end 50-75 år.

21. august – Rafting!

Puha en laaaang dag idag. Vi stod op kl. 9 for at tage ud til opsamlingsstedet for en hel dags rafting på The Kicking Horse River, som skulle være noget af det bedste ”white water”, som de kalder det, i the canadian rockies. Det var en super fed tur, selvom det nu godt kunne have været endnu vildere for vores smag. I alt raftede vi nok 6 timer delt op i tre etaper + barbecue på stranden, hvoraf den sidste del med kategori 4+ rapids helt sikkert var den sjoveste. Vi var begge ude at svømme en tur – frivilligt endda, hvilket man ellers ikke skulle tro taget i betragtning, at vandet kun var en 4 grader celsius. Men nu var vi selvfølgelig også pakket ind i de evigt charmerende våddragter med dertilhørende afdankede uldsweatre og matchende blå jakker og hjelme – meget frække. Ole var helt tosset med at svømme, valgte endda at overhøre vores guide og fortsætte et stykke ned af floden i bedste semi-kontrolleret body-rafting stil. En super måde at se floden og naturen på… Vores guide, som var vokset op i Holland/Canada, var en rigtig fin fyr, og han gav os nogle insider tips om the rockies. Han anbefalede blandt andet Jasper kraftigt, men der havde vi nu også allerede tænkt os at tage op. Derudover fortalte han også om nogle naturlige hot springs – det vil sige ikke-kommercialiserede varme kilder, som der ellers også er et par stykker af. Så selvom det var en 2 timers køretur hver vej, tog vi derned, og det var hele køreturen værd! Beliggende inde i en skovpark, gemt væk ½ times kørsel på grusveje, lå en lille naturlig pool lige ud til floden med bjergside og masser af skov omkring. Den øverste pool var lige varm nok til min smag, men Ole, som også elsker sine bade kogende, var jo helt vild. I de naturlige pools tættere på floden blev vandet blandet med flodens vand og var derfor naturligvis koldere, og mere til min smag. Der var en svag lugt af svovl, men ikke mere end når man fiser i badekaret, så alt i alt var det helt fantastisk.

Efter denne meget afslappede badetur , kom vi i tanke om at vi da vist havde glemt at spise aftensmad. Juli var slået over på sove “mode” som hun i øvrigt gjorde en del de første par dage efter kl. 21, men vi blev dog enige om at det nok ikke var helt tosset at spise lidt og som et lyn fra en klar himmel stod der et vejskilt med henvisning til mad. Lige dette skilt henviste til en restauranten der havde de bedste buffalo wings i Canada, hvilket jo var et tilbud man umuligt kunne stå for, eller….? (alle restauranter/Dinners/skumle halvmørke fedtede rum, har altid noget der er det bedste i Canada på menukortet) så vi stoppede og blev mødt af en proppet dinner med mere eller mindre alle stereotyper man kan forstille sig i en nordamerikansk by med 200 indbyggere.Der var karaoke tirsdag, så alle de lokale var samlet og de skulle alle synge. Vi fandt et bord længst væk fra scenen og fik vores fuldstændig indsmurte tallerken med Wings, der faktisk har gjort at julis konstante lyst til kylling, har været halveret lige siden (need I say more). Men det mest fantastisk ved dette sted var, om det var indavl eller maden skal jeg ikke kunne sige, at samtlige folk i rummet gik op og sang, og at 19 ud af 20 sang fantastisk. Denne by var fyldt med ukendte versioner af Johnny Cash og popdivaer, der gav den max gas på scenen, med en gnist og en charme som var en summervarm festivalskoncert værdi. Vi kørte fra stedet 3 timer senere med en stor ærgrelse over at vi allerede havde betalt for et motelværelse i Canmore.

20. august – Banff, Lake Louise/Moraine, Golden

Så er det første dag i the Canadian rockies! Med udgangspunkt i Canmore lige øst for the rockies tog det ikke lang tid før vi kørte ind i Banff Nationalpark og ikke meget før vi ramte Banff by. Kørte lidt rundt og kiggede, spiste frokost og kørte igen. Byen virkede umiddelbart meget ”turistet”, og vi vidste, der ventede os fantastiske udsigter og landskaber på vores videre færd, så det blev til et ret kort stop. Og fantastisk var vores næste stop – Lake Louise og Lake Moraine. Begge turkisgrønne eller smaragdgrønne pga mineralerne i smeltevandet fra gletcherne og begge omkranset af bjerge. Lake Louise var især imponerende for sin størrelse og helt turkisgrønne farve, hvor baggrunden for Lake Moraine var meget imponerende idet den var omkranset af 10 bjergtoppe. Det er svært at beskrive, hvor meget det ”fylder” og hvor smukt det er, så derfor foreslår vi, at I bare ser billederne i stedet for J I skal dog lige have med, at Ole selvfølgelig skulle spille lidt sej ved at gå på nogle træstammer samlet i det ene hjørne af søen. De kan selvfølgelig ikke bære ham, hvilket resulterer i våde sko og bukser til knæet, en forbavset Ole, der febrilsk prøver at komme på tør grund, hvilket selvfølgelig ikke kan lade sig gøre lige med det samme, et hysterisk grineanfald fra Juli samt applaus fra andre turister ved bredden. God humor. Dagen endte vi i Golden, en lille by vest for the rockies, hvor vi fandt et super billigt lille motel – et godt udgangspunkt for næste dags fornøjelser: rafting!